Minister: Udtagning af lavbundsjorde koster tocifret milliardbeløb

At stoppe dyrkning af lavbundsjorde giver god mening for klimaet, men kommer til at kræve ekstern medfinansiering, vurderer miljø- og fødevareministeren

Trods et direkte ønske fra blandt andre Mejeriforeningen om ekstra støtte til forskning i nye klimaløsninger, var miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann Jensen karrig med løfterne på mandagens klimamøde på Ejer Møllegård ved Skanderborg.

For udrulningen af et de klima-værktøjer, som der er bred enighed om effekten af, nemlig udtagning af omkring 100.000 hektar lavbundsjorde, bliver særdeles dyrt.

"Det har været nævnt, at udtagningen vil koste et etcifret milliardbeløb. Det kan jeg godt afkræfte. Det kommer til at koste et tocifret milliardbeløb. Derfor bliver der et behov for medfinansiering fra for eksempel naturfonde og andre interesserede", sagde ministeren.

Komplicerede jordfordelinger

Foreløbig er der som bekendt afsat 15 millioner kroner via ’tørkepakken’ til de første forsøg og forskning i udtagning, og det er ifølge Jakob Ellemann Jensen også det helt rigtige sted at begynde.

"Omfattende jordfordelinger er særdeles komplicerede. Det er ikke lige noget, man bare gør", pointerede han.

Han så gerne, at det også undersøges, om det er muligt at producere grønt græsprotein på disse arealer efter udtagningen.

"Det kan yderligere medvirke til at trække næringsstoffer ud af lavbundsarealerne", forklarede han.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle