Ministeren sagde "inden sommerferien": Minkavlere venter fortsat på svar

Fremtiden for minkavl i Danmark er fortsat uafklaret. Der arbejdes på højtryk, lyder det fra ministeren, der dog ikke ønsker at uddybe nærmere.

Det er nu over to måneder siden, at SSI og DK-Vet afleverede en ny risikovurdering om minkhold i Danmark. Alligevel er det forsat uafklaret, om forbuddet mod mink ophæves til nytår.

Og det er en udfordring for de minkavlere, der gerne vil genstarte minkfarmen. De har gentagne gange sagt, at de har brug for så tidligt som muligt at kende status på forbuddet for eventuelt at kunne komme i gang med at investere i avlsdyr og få en produktion op at stå i 2023.

Mange af dem, der valgte en dvalemodel og lige nu står på spring, havde da også set frem til et klart svar fra ministeren, allerede kort tid efter offentliggørelsen af risikovurderingen den 3. maj.

Risikovurderingen pegede på, at der kun ville være en lav risiko ved minkhold i Danmark.

Men svaret lader vente på sig. Og mens det tidligere lød fra fødevareministeren, at der ville komme svar inden sommerferien, lyder svaret fra ministeren nu ifølge et skriftligt svar til LandbrugsAvisen:

- Det er afgørende, at en beslutning om genåbning træffes på et forsvarligt grundlag. Det er en meget stor beslutning, og vi er nødt til at tænke os grundigt om og overveje det meget nøje, skrives der.

Svaret flugter med det, som han gav på statsministeren pressemøde i fredags, da han blev spurgt til det samme.

I svaret tilføjer han også:

- Udgangspunktet lige nu er, at det midlertidige forbud udløber ved årsskiftet. Jeg ønsker selvfølgelig, at der kommer en afklaring så hurtigt som muligt. Der arbejdes derfor på højtryk for at få et beslutningsgrundlag på plads. Men jeg bliver nødt til at holde fast i, at det er afgørende, at en beslutning træffes på et forsvarligt grundlag. Vi må ikke gamble med danskernes sundhed.

LandbrugsAvisen har forsøgt at få ministeren til at uddybe sit svar og vil gerne vide, hvad det præcist er for et arbejde, der ifølge fødevareministeren mangler og arbejdes "på højtryk" på.

Derudover vil vi gerne vide, hvad ministeren mener med "hurtigst muligt", og hvad det blev til med løftet om, at minkavlerne ville få svar inden sommerferien.

Det har ministeriet på vegne af ministeren afvist at uddybe og henviser til ovenstående skriftlige svar.

Lav risiko ved minkhold

Risikovurderingen fra SSI og DK-Vet, der blev fremlagt 2. maj 2022, konkluderede, at der kun ville være en lav risiko ved minkhold i Danmark.

SSI fastslog blandt andet, at empirien fortæller os, at en særlig farlig variant er en usædvanlig hændelse set i forhold til den omfattende smitte, der globalt set er med SARS-CoV-2 blandt mennesker.

Derudover fastslog instituttet, at en virus, der adapterer sig til mink og eventuelt videre til andre animalske værter, kun med lav sandsynlighed vil være konkurrencedygtig med de humant tilpassede varianter.

Minkavlerne har meldt ud, at de er parat til at genstarte erhvervet med coronavaccinerede mink.

Frygten er blandt andet, at rigide krav smitteforebyggelse kan kvæle erhvervet, før det kommer i gang. Det kan nemlig være dyrt, hvis man vælger et højt sikkerhedsniveau, vurderer professor.

Både Venstre og De Konservative presser stadig på for at få et klart svar fra ministeren.

Der var i slutningen af juni 15 minkavlere, der havde søgt om dvalekompensation.

Aldrig fundet en farlig variant fra mink

Det var i høj grad frygten for en muteret minkvariant, der fik regeringen til at beslutte, at alle mink skulle aflives.

I dag står det imidlertid klart, at der aldrig nogensinde hverken før eller siden er fundet en særlig farlig minkvariant ud fra den af tre virus-definitioner, som Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme, ECDC, arbejder med.

Det fremgik også af en omfattende risikovurdering på samlet 42 sider, som Statens Serum Institut lagde frem tirsdag. Rapporten tager udgangspunkt i, at der på trods af de danske aflivninger har været mange mink fra begyndelsen af 2020 til nu, "uden en VOC (Variant Of Concern, red.) i mink er opstået".

At SSI alligevel beskriver, at der fremover kan være en lav risiko ved minkavl i Danmark, forklares tilsyneladende udelukkende med nogle avancerede statistiske modeller, hvor der helt efter bogen indregnes en usikkerhedsfaktor.

Emneord

coronavirus mink

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle