Ministre med ansvar for kritiserede embedsmænd i minksag indkaldt til møde

Tre ministre er indkaldt til møde i Folketingets Granskningsudvalg. Det sker efter, at statsminister Mette Frederiksen (S) i sidste uge var til møde i udvalget, hvor hun meddelte, at det er de enkelte ministerier, der har ansvaret for ansættelsesretlige sager.

10 navngivne embedsmænd har ifølge Minkkommissionen gjort sig skyldige i grove tjenesteforseelser i en sådan grad, at der kan åbnes tjenestemandssager mod dem. 

Det er dog stadig ikke sket. Og nu indkalder Folketingets Granskningsudvalg tre ministre til drøftelser om Minkkommissionens konklusioner.  

Det drejer sig om justitsminister Mattias Tesfaye, miljøminister Lea Wermelin og fødevareminister Rasmus Prehn. Det fremgår af tre enslydende breve, som kan læses på Folketingets hjemmeside, og som er underskrevet af udvalgets formand, Sophie Løhde (V).

Indkaldelserne til de tre ministre kommer efter, fremgår det af brevene til de tre ministre, at statsminister Mette Frederiksen i sidste uge var til møde i udvalget.

Her forklarede statsministeren, at ”det i udgangspunktet er de enkelte ministre, der som ansættelsesmyndighed har ansvaret for ansættelsesretlige sager, herunder disciplinærsager, på ministerområdet”. 

Derfor ønsker granskningsudvalget altså en drøftelse med hver enkelt af de ministre, som er ansvarlig for de styrelser eller ministerier, hvor de kritiserede embedsmænd er ansat.

Af brevene fremgår det, at møderne kommer til at finde sted i slutningen af august eller starten af september.

Efter sidste uges møde i Granskningsudvalget udtalte Mette Frederiksen til Ritzau ifølge DR, at hun har tillid til sin departementschef, Barbara Bertelsen, der er blandt de kritiserede embedsmænd. 

Flere medlemmer i Granskningsudvalget udtrykte op til sidste uges møde med statsminister Mette Frederiksen undren over, at de 10 embedsmænd ikke er hjemsendt.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle