Mink: Stort røre om kritisk brev

Enigt kommunalt Miljøudvalg bag opsigtsvækkende henvendelse til miljøministeren.

Et overraskende enigt Plan og Miljøudvalg i Esbjerg kommune har skriftligt bedt miljøminister Kirsten Brosbøl (S) om at stramme reguleringen af minkfarme - både når det gælder udvidelser og etablering af nye farme.

”Jeg skriver til dig, fordi vi i Esbjerg Kommune er af den klare opfattelse, at kommunernes grundlag for regulering af pelsdyrfarme er utilstrækkeligt - og at det er et område, som kræver din opmærksomhed.”

Sådan starter brevet, som er afsendt på vegne af Plan og Miljøudvalget i Esbjerg Kommune og underskrevet af formanden, John Snedker (S).

Bag brevet står ifølge LandbrugsAvisens kilder et enigt Plan og Miljøudvalg, der består af fire medlemmer fra Venstre og tre fra Socialdemokratiet.

Ikke alle har set brevet

I henvendelsen glæder udvalget sig over den positive udvikling i minkbranchen, men tilføjer samtidig, at kommunen i dag ikke har mulighed for at sikre, at udviklingen ikke sker på bekostning af naboer til minkfarme.

Men nu viser det sig, at det ikke er alle medlemmerne af udvalget, der har set den endelige udgave brevet, der er sendt til ministeren på Esbjerg Kommunes officielle brevpapir.

”Jeg har ikke set det endelig brev,” siger Karsten Degnbol (V), der er medlem af Plan og Miljøudvalget.
”Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke er ude på at gøre det vanskeligere for hverken landbruget eller minkfarmene. Men vi skal sikre os, at naboerne kan være der og ikke bliver generet af lugt,” siger han og fortsætter:

”Jeg har dog hørt, at der er noget i brevet, som ikke stemmer med det, vi besluttede, der skulle stå i det. Blandt andet har jeg hørt, at der i brevet nævnt et eksempel på, at en minkfarm kan bygges 35 meter fra en nabo. Eksemplet er ikke realistisk, da alle minkfarme skal ligge mindst 100 meter fra naboer, og derfor skulle eksemplet ikke have været nævnt,” siger Karsten Degnbol.

Han vil nu drøfte brevet med Venstres byrådsgruppe, og hvis der er ting i brevet, som der ikke er aftalt skulle stå der, vil han gøre indsigelse på byrådsmødet nu på mandag.

Gård var ubeboet i 30 år - nu købt af fond 10. december · 10:00

Udvalget var enigt

At de syv medlemmer af Plan og Miljøudvalget var enige om at skrive og gøre miljøministeren opmærksom på, at grundlaget for at regulere pelsfarme ikke er tilstrækkeligt, bekræftes af gårdejer Kurt Bjerrum (V), der også er medlem af udvalget.

Selvom LandbrugsAvisen erfarer, at brevet har skabt meget røre i både Venstre- og landbrugskredse, står Kurt Bjerrum 100 procent bag brevet.
”Det er ikke nogen hemmelighed, at vi har haft vores kvaler med det brev. Og det er ikke uden hovedbrud, at vi har sagt, at reglerne er utilstrækkelige,” siger han.

”Det hele starter på grund af røret om en konkret sag, hvor naboerne protesterer vildt og voldsomt. Jeg mener, at vi skal have glade folk på landet. Beboerne på landet skal beskyttes, og dem er vi så vidt muligt nødt til at tage hensyn til.”

Han understreger, at der selvfølgelig skal være plads til vækst, men at der samtidig er nogle borgere, der har ret til beskyttelse.

”Og der mener jeg ikke, at de gældende regler er tilstrækkelige, når det gælder lugt og fluer fra minkfarme.”

Han understreger, at henvendelsen til miljøministeren kun handler om mink - ikke om andre former for landbrug.

”Reglerne for mink og andre typer landbrug som svin eller køer skal ikke kædes samme. Der skal være særlige regler for mink,” siger Kurt Bjerrum.

LandbrugsAvisen har yderligere forsøgt at få kommentarer fra Plan og Miljøudvalgets formand John Snedker (S), de to medlemmer af Plan og Miljøudvalget Henrik Andersen (V) og Jørn Schulz (V ) samt Esbjergs borgmester Johnny Søtrup (V). Det har ikke været muligt.

Emneord

pelsdyravl

Tip os

Kommentarer

Nyhedsbrev

Forsiden lige nu