Minkaflivninger trækker ud: Styrelsen er stadig i gang på de første farme

Fødevarestyrelsen m.fl. er stadig i gang på de to første farme i Gjøl, hvor man startede aflivningen af dyrene i torsdags.

Myndighederne og beredskabet arbejder på højtryk for at slå de nu 150 minkbesætninger ned, som skal aflives for at forsøge at komme coronasmitten til livs.

Siden arbejdet gik i gang torsdag er det dog kun én besætning, som er blevet slået ned. Det gælder en minkbesætning ved Bording i Midtjylland med omkring 17.000 mink.

Mandag er man i gang på tre farme, hvoraf de to er nordjyske farme, som man har arbejdet på siden torsdag, det fortæller veterænirchef i Fødevarestyrelsen, Flemming Kure Marker.

"I Bording har vi aflivet en besætning, og er i dag startet på den besætning, der ligger i Ringkøbing. I Gjøl er vi startet på to besætninger, og der er vi ikke færdige endnu", siger Flemming Kure Marker.

Forventningen lød ellers, at man ville være færdig med aflivningen af mink i Gjøl i Nordjylland inden for en uge. Det vil sige torsdag. Men nu lyder planen, at man blot skal nå de to første farme i denne uge.

"Vi forventer at være færdige på de her to farme i løbet af den her uge", siger han.

På den første farm er der omkring 37.000 mink. 

Modstand og papirbøvl 

Dermed skrider tidsplanen for aflivningerne, der nu anslået kommer til at ramme op mod 1,5 mio. mink. 

Som forklaring lyder det, at demonstrationerne og de minkavlere, der har modsat sig at beredskabet kunne komme ind på farmene har betydet forsinkelser. Men noget af det er også styrelsen egen skyld, forklarer Flemming Kure Marker:

”Der har jo været lidt modstand undervejs, vi skulle have været i gang onsdag, men kom først i gang sent torsdag. Det er primært det (modstanden red.), der har forsinket os, men vi skal også trimme vores arbejde. Det er et stort samarbejde mellem os, farsvaret, politiet mv., så der er også nogle ting, der lige skulle løbes i gang", siger veterinærchefen der melder, at arbejdet er gået fint i løbet af mandagen.

Mandag har der heller ikke været meldinger om demonstrationer eller andet i Gjøl. På en god dag kan Fødevarestyrelsen nå at slå 5.000 - 6.000 mink ned. 

"Det er klart at når der hele tiden kommer flere minkfarme til, så udfordrer det tidsplanen", siger Flemming Kure Marker, der også udnerstreger, at der hele tiden bliver hevet flere folk ind til at hjælpe med arbejdet.

Mandag flager flere i Gjøl også stadig på halv, og det er nu også besluttet at få mobile corona-testcentre til Gjøl.

Emneord

coronavirus mink

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle