Minkauktion: Fin start men de næste to dage bliver afgørende

En salgsprocent på 70 på auktionens første dage er den foreløbig højeste i år.

Med et salg på 70 procent af de udbudte skind kom de to første dage på Kopenhagen Furs september-auktion godt i gang. 70 procent solgte skind er langt over de to foregående auktioners salgsprocenter på 8 og 26 procent i juni og juli, og det er også bedre end på årets første auktion i april, hvor salgsprocenten landede på 60.

”Usikkerheden er stadig til stede, men auktionen kom fornuftigt og fint fra start med en samlet salgsprocent i går mandag på auktionens første dag på 59 og i dag med cirka 80 procent solgte skind”, siger adm. direktør Jesper Lauge Christensen, Kopenhagen Fur.

Auktionen var ventet med spænding af alle i minkbranchen, og selvom en salgsprocent på 70 stadig er langt fra tidligere tiders salgsprocenter, der i en årrække konstant lå på 100 eller lige derunder, så er den et lys i mørket.

Også salgspriserne tegner lovende. Målt i dollar og kinesiske renminbi (RMB) ligger salgspriserne foreløbig på samme niveau eller lidt højere end april-priserne, men på grund af udviklingen i valutakurserne i forhold til danske kr. er skindene solgt til et sted mellem samme pris og et fald på op 9 procent afhængig af skindtype.

”Vi har fået en positiv start på auktionen, og vi oplever at der sælges flere af de gode skind i modsætning til tidligere auktioner i år, hvor der var de ringere kvaliteter, der solgte bedst”, siger Jesper Lauge Christensen.

Opkøbere på plads i Glostrup

På auktionen er der for første gang i år købere til stede i auktionssalen i Glostrup. Der er kommet 60 opkøbere fra især Kina, Hongkong og Taiwan men også fra Tyrkiet, andre europæiske lande og USA.
”Det er ikke det samme, som når vi har mellem 300 og 400 købere i auktionssalen, men vi er meget glade for de 60 købere, der har gjort sig umage for at komme til København denne gang”, siger Jesper Lauge Christensen.

Kunderne fra Kina fortæller, at det har været utroligt let at komme til København, mens kunderne fra Taiwan beretter om 27 timer om bord på fly hos tre forskellige selskaber. 

Som medvirkende til det bedre salg peger Jesper Lauge Christensen på, at når auktionarius kan se kunderne i øjnene, er der ’ping pong’ mellem og med kunderne. Det gør det lettere at sælge skindene i et marked, der er præget af stor usikkerhed.

”Kunderne bliver trygge, når de kan se, at der er andre ved siden af dem, der byder, og når de har de kunnet mærke og farvenuancerne og kvaliteten af de skind, vi har til salg. Det gør også kunderne mere trygge”, siger han.

De næste to dage bliver afgørende

På auktionens første to dage blev der solgt cirka 750.000 af de i alt 5,3 mio. skind, der kommer under hammeren i løbet af de otte dage auktionen varer. 

”Nu er vi meget spændt på, hvordan salget går i morgen onsdag og i overmorgen torsdag, hvor vi har knap tre mio. skind af de to farver brun og mahogany til salg. Det er mange skind, der skal sælges de to dage, og først når de skind har været udbudt, har vi et billede af, om kan skal være tilfredse med auktionen,” siger Jesper Lauge Christensen. 

På de tre første auktioner i år blev minkskind solgt for i gennemsnit 175, 135 og 150 kr. Salgsprocenterne var henholdsvis på 60, 8 og 26 procent. Ude på minkfarmene er produktionsprisen for et skind cirka 275 kr. i gennemsnit.

I 2019 blev danske minkskind solgt for 198 kr. i gennemsnit på Kopenhagen Furs auktioner.
 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle