Minkavl presses i Norge og Polen

Danske pelsavlere hjælper kollegaer i udlandet

Nord eller syd for Danmarks grænser ser det lidt sort ud for minkavlerne.

»Vores norske minkavlerkollegaer er blevet ofret i en beskidt politisk studehandel i komplicerede regeringsforhandlinger. Og i Polen ønsker kræfter i regeringspartiet et forbud mod pelsdyravl. Det er fuldstændig uforståeligt, at man fra nogle politiske partiers side vil forbyde et naturprodukt baseret på veldokumenteret høj dyrevelfærd«, sagde Tage Pedersen, formand for Dansk Pelsdyravlerforening på foreningens genereralforsamling i Herning forleden.

»Kigger man på debatten og de synspunkter, som kommer til udtryk, så er der alt for mange dumme myter om vores erhverv. I Danmark er vi gode til at slå myterne ned, fordi vi fylder ganske meget i landskabet, og vi er meget opmærksomme på at åbne vores gårde og fortælle om vores arbejde med dyrene«.

Hvordan historien udvikler sig i Norge eller Polen, er det umuligt at sige noget om på nuværende tidspunkt.

»I Norge har der været overraskende stærke offentlige reaktioner imod regeringens politiske studehandel - og altså med opbakning til pelserhvervet. Det sker ikke mindst, fordi et flertal så sent som i 2017 stemte for at sikre en bæredygtig udvikling af norsk pelsdyravl og nu pludselig vender samme erhverv ryggen«, sagde Tage Pedersen.

»Når det gælder Polen, så er politik dér på mange måder uforudsigelig. Fra dansk side gør vi alt for at støtte vores kollegaer i de to lande gennem vores europæiske organisation, Fur Europe«.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle