Minkavler-familie skriver bog om deres livs krise

Familien Vinther Kristensen fortæller medrivende om deres historie i en kommende bog: Den sidste mink.

Nu udkommer den første bog om, hvordan det føltes at være minkavler og så for godt et år siden få at vide: Nu er det slut. Den sidste mink – Historien om minkskandalen er familien Vinther Kristensens ærlige fortælling om det, der ramte minkbranchen, mens corona rasede i Danmark, og de konsekvenser, pandemien fik.

Det er historien om at se myndighederne omringe private familiegårde og aflive dyr. Men det er også en fortælling om at klare en krise, der helt uventet kommer udefra, tage imod krisehjælp og om at turde tro på, at fremtiden byder på nye muligheder, også selv om man har mistet kontakte med gode kolleger i branchen.

Mareridt

Olav og hans kone, Jytte, er ved at gøre klar til at pelse på deres minkfarm ved Hobro, da statsminister Mette Frederiksen indkalder til pressemøde.

På et splitsekund sker det, de ikke i deres værste mareridt har forestillet sig - alle mink i Danmark skal slås ihjel hurtigst muligt. Omkringliggende minkgårde bliver omringet af hjemmeværn og politi. Enkelte avlere bliver lagt i strips, og familier bliver forment adgang til farmen.

"Reglerne for aflivning bliver ikke overholdt. Havde vi gjort det, myndighederne gjorde, var vi blevet politianmeldt og straffet. Hvis regeringen ikke overholder grundloven og ingen påpeger det og holder dem oppe på det, så skrider demokratiet mod afgrunden", siger Olav Vinther Kristensen.

Stærke følelser

Datteren Mette fortæller, at ideen til at udgive bogen startede, da krisen rasede og følelserne var stærkest.

Familien har været vant til at skrive dagbog, når de var på ferie sammen, men de havde ikke overskud til at skrive deres tanker ned, mens de pelsede de sidste mink. I februar kontaktede de så Skriveværkstedet, hvor de har fået bogen udgivet - da var de klar til at få deres beretning skrevet ned. I starten var det ikke meningen, at den skulle udgives, fordi familien var bange for, hvad omverdenen ville tænke. Men det blev til et bogprojekt, dog med den klare holdning, at de ikke vil ses på som ofre. De er videre med andre projekter.

"At skrive den var en form for terapi for os. Det var godt at få sat ord på alt det, vi hvad vi har oplevet, og hvad det gjorde ved os", siger Olav. der ikke lægger skjul på, at projektet har taget rigtig mange timer.

Ingen styring

"Vi oplevede, at der ikke var styring eller koordinering. Når en instans besluttede noget, vidste den anden instans ikke besked. Vi måtte nærmest selv bære papirerne fra den ene myndighed til den anden", siger Olav Vinther Kristensen, der ligesom alle andre avlere fortsat venter på erstatning og klarhed om, hvad der f.eks. skal ske med de tomme avlsbygninger.

"Den sidste mink er vores historie og oplevelser i tiden op til og efter pressemødet. Med bogen vil vi gerne give et mere nuanceret billede af den sag, alle danskere så i medierne, og vise, hvordan det var for os, der stod midt i orkanens øje. Den ene dag hyldede Christiansborgpolitikerne branchen for at indbringe milliarder til betalingsbalancen og for at være bæredygtig (mink spiser madrestaffald og kan omdannes til biobrændsel). Den næste dag var det som at blive dolket i ryggen. Vi håber virkelig, at en lignende situation aldrig sker igen for nogen andre brancher eller familier", siger datteren Mette Vinther Kristensen.

Men familien skriver også, at de nok skal komme videre.

"Vi er mentalt rykket tættere sammen i bussen. Tit er vi minkfolk entreprenante mennesker og ser lyset et sted. selv om vi endnu ikke ved, hvornår vi får erstatning, som er det mest frustrerende nu", siger Olav.

Faktaboks

Historien forfra

  • Pris: 249,- Udgivelse: 16. december. Kan købes i alle landets boghandlere og online-boghandlere 
  • EKSTRA: Frem til udgivelsesdagen kan bogen forudbestilles til 199 ,- (50 kr. rabat) på: https://skrivevaerkstedet.dk/shop/boeger/den-sidste-mink-historien-om-minkskandalen-gratis-laeseproeve/

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle