Minkavler: Min chance hænger i en tynd tråd

Nye beskatningsregler for erstatning kan betyde, at minkavlerne får svært ved at komme i gang med et nyt arbejdsliv.

Jeg ved godt, at mange tror erstatningen til os minkavlere er som en lottogevinst. Men det er altså penge, som jeg skal bruge til at komme videre med mit liv«, fortæller Dion Hjørringgaard, som er en af de minkavlere, der venter på at få udbetalt erstatningen for minkaflivningen sidste år.

Et er ventetiden, som i sig selv er en hård belastning for Dion og hans kone, der begge har været involveret i at drive minkfarmen i Brovst i nordjyske Han Herred. Men ventetiden kan også gå hen og få store økonomiske konsekvenser for familien og dens chancer for at komme videre.

Sagen er nemlig den, at et nyt lovforslag om erstatning i forbindelse med coronaen rammer nogle minkavlere ekstra hårdt, fordi deres erhverv er forsvundet.

"Jeg synes, at staten fratager mig chancen for at komme i gang og blive en borger, der bidrager til samfundet og betaler skat", lyder det fra den tidligere minkavler.

Million-skat

Reglerne for erstatning er lidt komplicerede, og det gør heller ikke sagerne mere overskuelige, at lovændringen vil ramme minkavlerne forskelligt. Men Hjørringgaards bedrift, der var på i alt 2.800 tæver, svarer nogenlunde til den gennemsnitlige farmstørrelse og er et udmærket eksempel på den tredjedel af minkavlerne, der risikerer at få mindre ud af erstatningen, der ellers blevet lovet som fuld erstatning.

Det nye lovforslag vil gøre det muligt for Skattestyrelsen at periodisere, altså skattemæssigt placere, erstatningen til enten i år, næste år eller senere, afhængigt af hvornår udbetalingen finder sted. For mange andre virksomheder i drift ville det ikke have så store konsekvenser, men for minkavlerne, der ikke længere har et erhverv, betyder det alt.

"Mine beregninger viser, at det vil komme til at koste mig mellem halvanden og to millioner af erstatningen, hvis den regnes til et andet år end 2020", forklarer Dion Hjørringgaard.

I skatteåret 2020 havde Dion Hjørringgaard og landets øvrige omkring 1.200 minkavlere alle udgifterne forbundet med driften, mens indtægterne udeblev som følge af nedslagtningen. Derfor var 2020 på alle måder et atypisk år, hvor der ikke var en indtægt at trække udgifterne fra i.

Nu bliver erstatningen udbetalt enten i år eller næste år og - hvis lovforslaget vedtages - også beskattet i 2021, 2022 eller senere. Underskuddet fra 2020 kan ganske vist stadig trækkes fra, men nu med begrænset mulighed for at anvende andre regler og med indbygget risiko for at skulle betale en solid topskat. Et beløb, som de ikke ville skulle betale, hvis erstatningen blev beskattet i 2020.

"Vi ser en del tidligere minkavlere, som kommer i klemme her. Det er fortrinsvis de farme, som har haft det svært økonomisk og ikke har opsparet overskud tilbage efter årene med lave priser på skindene samt de familier, hvor begge ægtefæller har levet af minkfarmen, og hvor en ægtefælle ikke har haft en lønindtægt, som kunne dække privatforbruget", fortæller økonomikonsulent Kim Nørgaard, LandboNord.

Drømmen om landbrug

"Topskatten er bare en del af problemet. Jeg har kun haft en indtægt som afløser som lastbilchauffør, og vi har været nødt til at leve af opsparingen i virksomhedsordningen. Når de penge er brugt, har jeg ikke noget at komme videre med", lyder det fra Dion Hjørringgaard.

"Jeg er 48 år, og det er ikke realistisk, at jeg kan gå i banken og låne penge til at starte som landmand med en anden driftsform".

Dion Hjørringsgaards drøm er at kunne fortsætte med at leve af sit landbrug på 70 ha, gerne med husdyr. Indtil videre overvejer han alt fra æglæggende høner til gårdbutik og frilandsgrise.

De konkrete planer kan han indtil videre ikke komme af sted med, fordi erstatningen for den lukkede minkavl lader vente på sig. I ventetiden kan han så også se frem til, at det nye lovforslag vil skære et millionbeløb af den erstatning, der skulle holde ham skadesløs.

Faktaboks

Forstå sagen: minkavlerne rammes i skat

  • I et udkast til lovforslaget placeres (periodiseres) erstatningen for minkaflivningen til det indkomstår, hvor beløbet modtages. I praksis forventeligt i år eller i 2022.
  • Minkavlerne beskattes nu hårdere, end hvis erstatningen skattemæssigt placeres i 2020, hvor ’skaden’ skete.
  • Avlerne mister personfradrag for 2020, beskæftigelsesfradrag og mulighed for overførsel til medarbejdende ægtefælle. Til gengæld kan de få lov til at betale topskat.

Emneord

coronavirus mink

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle