Minkavler rådet til ikke at starte aflivning: Daka kan ikke følge med

Der er ingen klare meldinger om, hvornår minkavlere kan få de nødvendige containere til deres døde mink.

Hos minkavler Jens Ulrik Bach er der ikke kun frustration over Statsministerens melding i går, men også over mangel på containere til de døde mink.

Jens Ulrik Bach besætning tæller 10.000 dyr og besætningen er smittet. Aflivningen skulle være begyndt tirsdag morgen, men han har forgæves forsøgt at få svar fra Fødevarestyrelsen hele ugen.

Derfor besluttede han torsdag at forsøge at ringe til Daka.

"Jeg ringede til Daka i morges (torsdag morgen. red), og der var der en venlig medarbejder, der sagde til mig, at jeg ikke skal begynde at slå mine dyr ihjel, før jeg har en container. De kan slet ikke følge med i øjeblikket, og han sagde til mig, at de sender ikke flere containere ud i øjeblikket, for hvis folk har en container stående, så fylder de også noget i dem", siger Jens Ulrik Bach, der er minkavler og bor lige nord for Løkken, til landbrugsavisen.dk.

"de virkede opgivende"

Minkavler Kirsten Holgaard fra Ugilt har ligeledes problemer med at får svar på, hvornår hun kan få en container.

"Jeg har talt med Fødevarestyrelsen to gange i dag (torsdag red.), og de virkerede opgivende. Jeg fik beskeden, at jeg ville få en besked i e-boks, og at håndteringen af det med containere er overgivet til forsvaret og politiet", siger Kirsten Holgaard.

Hun er determineret på at få den såkaldte tempo-bonus, der betyder, at hver minkavler kan få 20 kr. pr. mink, hvis minkavleren får tømt sin besætning inden for 10 dage.

"Vi skal nok gøre vores del, men det begynder da at haste lidt", siger Kirsten Holgaard.

Familien smittet

Jens Ulrik Bach, hans kone og tre døtre har, ligesom minkene, alle været smittet med coronavirus, men er raske igen. Den eneste i familien, der er gået fri er sønnen, der går på landbrugsskole.

"Besætningen blev konstateret smittet d. 25. oktober, og torsdagen før blev jeg selv og familien testet positive. Men vi fik det samtidig med minkene, for jeg kunne mærke, jeg var blevet lidt snottet, og samme eftermiddag kunne jeg se, at minkene ikke ville spise så meget. Så vidste jeg godt, hvad der var på vej", siger Jens Ulrik Bach.

Heldigvis kom de meget hurtigt over det.

"Vi kom let igennem det, og børnene er begyndt i skole igen", siger Jens Ulrik Bach.

Nu er det slut

Ifølge Jens Ulrik Bach er det slut med minkavl i Danmark nu.

"Vi vidste jo godt, at vores besætning skulle aflives, men vi havde da troet, at vi kunne starte op igen med mink fra en anden del af landet", siger han.

Men det lys blev slukket med Statsministerens melding på pressemødet onsdag.

"Der blev godt nok stille i sofaen, hvor vi sad alle sammen", siger Jens Ulrik Bak.

Alligevel er han ukuelig optimist.

"Landmænd er verdensmestre i at rejse sig igen, så det skal vi nok gøre".

Jens Ulrik Bach har også planteavl og driver 240 hektar inklusive forpagtninger.

Ingen kommentarer fra daka

Landbrugsavisen.dk har forsøgt at få oplysningerne bekræftet hos Daka, men i første omgang meddelte presseafdelingen, at det ikke var muligt at få en kommentar.

Efterfølgende sendte Daka en mail med følgende besked:

"Det er desværre ikke muligt at melde noget ud lige pt. Koordineringen sker med myndighederne".

I en pressemeddelelse onsdag meddeler Fødevarestyrelsen, at myndigheder og minkavlere arbejder på højtryk med at aflive mink af hensyn til folkesundheden. Aftaler med forbrændingsanlæg skal lette presset på destruktionsvirksomheden, Daka.

Emneord

coronavirus mink , Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle