Minkavler: Smøleri koster mig 300.000 kr.

Minkavler Peter Olsen, Salling, fik ikke tids nok svar på, om han måtte aflive sine mink. Nu er det for sent med at få den ekstra gevinst for hurtig aflivning.

Sidste fredag bad minkavler Peter Olsen Fødevarestyrelsen om selv at kunne gå igang med aflivning af sine 18.000 mink, som han ville kunne have startet på dagen efter.

Men der kom ikke noget svar, så de 20 kr. ekstra pr skind, han kunne have reddet sig, ved tempopenge-ordningen, er nu væk. De er nemlig kun to til at slå ned, så tidsmæssigt ville det tage alle dagene op til den 16. november at slå alle dyrene ned. Og med en coronaramt besætning mente Peter Olsen ikke, de ville være ansvarligt at bede andre om hjæp. Så nu kan han ikke nå det.

"Det er smøleri af værste skuffe", siger den 60-årige minkavler, der har været avler i 42 år. Men nu er det for alvor slut.

Han giver ikke meget for dagens melding fra fødevareminister Mogens Jensen (S) om, at der måske kan reddes nogle minktæver, så der om nogle år igen kan komme minkavl i Danmark.

"Det vil ikke kunne ske. Fodercentraler er ved at blive solgt og erhvervet lukker ned. Jeg bakker 100 procent min formand op, når han siger, at der trænger til at komme en voksen ind på Christiansborg. Mest af alt er jeg rasende".

sidste mink i containere

At der så heller ikke er en erstatningsordning på vej, er også noget, der skuffer Peter Olsen, for der skal rigtig mange penge på bordet, som han siger.

Hans sidste mink blev aflivet i går af Fødevarestyrelsens folk. Fordi Peter Olsen ikke fik svar og ikke selv ville kunne nå det med sin medhjælper indenfor tidsfristen, måtte han have hjælp - og det koster altså ham den ellers udlovede tempobonus.

To containere blev hentet, men den sidste står ved køkkenhaven og er ved at flyde over af døde mink. Han venter også på besked om, hvordan rengøringen af hallerne kan foregå.

Kæmpe erstatningskrav

"Der skal helt sikkert eksproprieres her - og mit bud er, at det kan løbe op i 30  - 50 millarder kroner til erstatninger for landets minkavlere. Det kan sagtens ende ved domstolene, og så vil det tage en rum tid".

"Det er hårdt for mig at vente, men jeg tænker også på de unge, som har kastet al opsparing ind i en farm og som havde fremtiden foran sig. Det er en stor katastrofe", siger Peter Olsen, som i 21 år har haft Kristian som ansat, men det er af indlysende grunde ikke muligt længere i Møgelthorum, hvor farmen ligger  - nu uden levende mink.

Emneord

coronavirus mink

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle