Minkavler Per Thyrrestrup: Minkavlere har stadig ikke set en krone

Minkavlerne har brugt millioner på hurtig aflivning og rengøring.

Roen har endnu ikke sænket hos minkavler Per Thyrrestrup i Aars, Nordjylland.

15 mand i toholdsskift knokler for at rengøre og desinficere minkfarmens knap 15 km rækker med redekasser.

Minkavleren håber at være færdig tirsdag, og her håber han også, at minkavlernes kompensation endelig er faldet på plads.

Staten har nemlig lovet at kompensere for aflivning, rengøring, desinfektion, transport osv. samt en tempobonus for at aflive hurtigt, men indtil nu har avlerne ikke set en krone.

"Man kan ikke være bekendt at love folk de her penge, og så bliver man ved med at skubbe udbetalingen. Det er fuldstændig galt. Jeg bruger omkring 35.000 kr. om dagen på lønninger til rengøring, og jeg kan da godt finde på at sende en regning til statsministeren, når vi er færdige i næste uge", siger Per Thyrrestrup.

Han anslår, at han, når alt er gjort op, har haft udgifter for op mod to mio. kr.

"Jeg har flere selskaber, som jeg har kunnet låne af. Ellers havde det set skidt ud. Der er andre minkavlere, der ikke har været så heldige, og de er virkelig i knæ", siger minkavleren, der bl.a. også har solgt udstyr til branchen.

Op til politikerne

Det er vigtigt at adskille kompensationen for aflivning og rengøring fra den store erstatning, der følger for at tage livet af hele minkerhvervet.

Det første håber regeringen at kunne udbetale inden jul, mens den store erstatning, der sandsynligvis bliver en ekspropriation, kan tage årevis at fastsætte og udbetale.

Status for kompensationen er, at regeringen har fået afklaret nogle ting med EU for ikke at kollidere med reglerne om ulovlig statsstøtte.

Man har nu sat hegnspælene for, hvad og hvordan der kan udbetales, men man har ikke fået godkendt en konkret model ifølge LandbrugsAvisens oplysninger.

Med hegnspælene på plads kan der nu tages hul på de politiske forhandlinger.

"Der er ved at komme skred i de forhandlinger, som vi alle sammen går og venter på", sagde Ole Bakke, formand for Nordjyske Minkavlere, i ugen ifølge avisen Nordjyske, der også kunne skrive, at mandag 21. december kan være dagen, hvor et forslag om kompensation behandles og vedtages af Folketinget.

Har ingen skind

Per Thyrrestrup var færdig med at aflive sine 68.000 smittede mink omkring 12.-13. november.

Han har indtil nu kun modtaget få tusind kroner for nogle mink, han har aflivet og indsendt til test.

"Samtidig har jeg ikke fået det sædvanlige forskud for mine skind, for jeg ikke har haft nogle skind at sende på auktion«, siger minkavleren og fortsætter:

»Med andre ord har vi haft en udgift i millionklassen, men vi har heller ingen skind, så vi er dobbeltramt".

Mens minkbesætninger uden for smittezonerne har måtte pelse og sælge deres skind som normalt, har besætninger inden for zonerne skullet sende deres mink til destruktion.

"Det er en virkelig svær situation, for vi har ingenting tilbage. Vi kan ikke låne, for vores lånemuligheder ligger i de skind, vi producerer. Men vi har ingen skind, så dermed har vi begrænsede lånemuligheder", siger Per Thyrrestrup.

Stort set alle mink er efterhånden aflivet.

I alt nåede 290 ud af omkring 1.000 minkfarme at få konstateret covid-19 i besætningen ifølge Statens Serum Institut.

Faktaboks

Kompensation og erstatning

  • Det ligger fast, at minkavlerne skal kompenseres for aflivning og rengøring i forbindelse med regeringens beslutning om at aflive alle mink i Danmark. Der er lavet faste takster for rengøring, desinfektion og bonus for at gøre det hurtigt.
  • Derudover skal minkavlerne have erstatning for aktiver, som bygninger og maskiner samt driftstab i de kommende 10 år. Det ligger endnu ikke fast, hvilken årrække driftstabet skal regnes ud fra.

Emneord

coronavirus mink

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle