Minkavler: Vi føler os forladte og uvisheden er ubærlig

Danmark skal ikke glemme, hvad vi har været igennem. Derfor vil jeg gerne fortælle om vores forrevne tilværelse, siger medhjælpende hustru på en nu nedlukket minkfarm.

Det er gået fra værre til skidt.

Helle Jakobsen er medhjælpende hustru på sin og Preben Jakobsens nu tidligere minkfarm, Båstrup Mink. Deres farm lå lige uden for corona-zonen, da de startede med at aflive deres 2.200 avlstæver efter det famøse pressemøde 4. november, hvor Mette Frederiksen (S) gjorde det klart for hele Danmarks befolkning, at alle mink skulle slås ned.

"Jeg er så vred", fortalte Helle Jakobsen dengang i en artikel i LandbrugsAvisen 21. november.

Hvordan ser tilværelsen så ud her sidst i december? Har parret fået svar på nogle vigtige spørgsmål, så fremtiden ikke ser helt så håbløs ud?

"Jeg er modløs og frustreret. Preben giver udtryk for, at han ikke er kommet spor videre, for uvisheden om fremtiden og fornemmelsen af forladthed er slem. Vi er også begge blevet meget kortluntede. Følelsen af uretfærdighed gør altså noget ved en. Faktisk er jeg bange hele tiden, en fornemmelse af, at myndighederne, ”gerningsmændene” hele tiden vil komme og tage mere af det, der er vores", siger Helle Jakobsen meget ærligt. 

Trætte af at høre om avlere

De fornemmer, blandt andet på de sociale medier, at danskerne er ved at være trætte af at høre om minkavlernes problemer, ”der skal være julefred”. Det forstår parret også godt.

"Men fratagelsen af vores levebrød må ikke gå i glemmebogen", som Helle Jakobsen udtrykker det.

Stikprøver

Parrets farm blev lukket ned inden der var påvist corona, og de lå lige uden for det dengang vigtige zonekort, hvor corona var påvist. 

Nogle kolleger måtte destruere tusinder af minkskind, mens Helle og Preben stadig har arbejde med at forarbejde skind til midt i januar, ialt 16.500 skind vil være klar til aktionen næste forår - forhåbentlig med en nogenlunde grundpris, håber Helle Jakobsen.

Parret har, som andre avlere, lige fået mail om, at hvis der har været "human smitte på ejendommen i november/ december, vil Fødevarstyrelsen tage prøver på hele dyr fra fryser. Hvis vi ingen dyr har i fryser, kommer skindene i karantæne i to mdr. inden de må forlade pelseriet".

Corona i skind?

"Jeg forstår ikke, hvordan skind vil kunne få corona. De er i en opbevaringshal, men igen, det er hele denne uvished, der går os på. Oven i det er der så alt omkring det økonomiske. Vi kan ikke finde hoved og hale i de krav, der vælter ind hos os. Der ruller millioner afsted til oprydning både politisk og praktisk, men vi avlere har stadig ikke set en krone, og ved ikke hvornår og hvad, der ruller vores vej", siger Helle Jakobsen, der stadig må betale forsikringer og regninger for de stalde, der står gabende tomme. Hallerne står nemlig stadig på grunden, og parret ved ikke, hvor og hvordan de bliver destrueret. Dog håber de, at de selv vil kunne bortskaffe dem og få reetableret jorden, måske til en hestefold. 

Ud af boblen

"Vi var 21. december ude for at købe ind for første gang i mange uger. Vi har ikke haft lyst til at se andre mennesker end de nære i vores ”boble”, vi kender godt. Jeg vil ikke stå og pive på parkeringspladsen. Til gengæld har Bilka-to-go været vores faste leverandør", siger Helle Jakobsen.

Parret kender flere tidligere kolleger, som har ramt et sort hul. Der er tilbudt psykologhjælp, også til familien Jakobsen, som de nok vil tage imod, blot ikke lige nu. 

Tre måneders frygt

"Den 9. oktober optog jeg en video fra vores stald, hvor jeg fortalte om den frygt, vi levede i. Det er nu snart tre måneder siden, og vi lever stadigvæk med den frygt og uvished".

Parret havde løbende investeret i minkfarmen, også for at få tilrettelagt en god alderdom. De er i dag 52 og 53 år, har opdrættet mink siden 1992, og de ser ikke mulighed for at starte forfra med en anden produktion. 

"Nu står vi i en venteposition. Vi har ikke noget at handle med overfor myndighederne. Vi har mistet tilliden til dem, og den kommer ikke igen. Det er ikke det Danmark, vi er vokset op i", siger Helle Jakobsen.

Emneord

coronavirus mink , Top2

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle