Minkavler vinder sag mod byggefirma

Han må dog se langt efter pengene, da firmaet erklærer sig konkurs lige efter dommen.

Minkavler Børge Dunker fra Vinderup har for nylig vundet en sag mod et byggefirma.

I 2006 laver han en aftale med Frank Svalgaard fra firmaet Scan-Plast angående gyllerender af glasfiber til to af hans tre minkfarme.

Han har gennem kolleger fået indtryk af, at firmaet er ok, men det ender som et sandt mareridt.

Selv om han tømmer den ene farm for dyr for at fremme processen, bliver arbejdet udskudt, og pludselig får han en a conto opkrævning, som ikke er kontraktlig aftalt. Arbejdet går i stå og bliver udskudt i lang tid.

Det bliver derfor en kamp med tiden for at blive færdig til hvalpesæsonen 2007.

Allerede kort efter bliver der problemer med en gyllepumpe, og det viser sig, at gyllerenderne er for bløde og giver efter, så gyllen løber ud. Den første gyllerende faldt ned allerede i juni 2008, og mange flere render faldt ned i 2010.

»Gyllerenderne var selvtømmende, men det var jo ikke lige det, der var meningen,« siger Børge Dunker.

Samtidig var der problemer med, at bæringerne knækkede, og firmaet ville ikke komme og lave det.

Til sidst mistede han tålmodigheden og stævnede Scan-Plast.

Efter syn og skøn og en lang, sej kamp får han medhold af Vestre Landsret i januar. Det er dog ikke ensbetydende med, at han får de penge, han er tilkendt.

Firmaet erklærer sig nemlig konkurs umiddelbar efter domsafsigelsen og får indsat sin egen advokat som kurator i boet.

Børge Dunker undrer sig meget over, at Skifteretten går med til at indsætte Scan-Plasts egen advokat som kurator i boet.

»Det svarer jo til, at den “kriminelle” selv får lov til at sidde og hygge sig med beviserne mod sig selv. Ja, undskyld mig, men jeg har oplevet så meget i denne sag, at man automatisk tænker det værste,« siger Børge Dunker.

»Det er fup og svindel. I starten virkede Frank Svalgaard ellers meget tillidvækkende, og når han tilmed oprindeligt var uddannet politimand, kunne det jo ikke gå galt.

Normalt tror man det bedste om folk, indtil det modsatte er bevist, men i det her tilfælde tror jeg det værste, indtil andet er bevist. Jeg tror ikke, man kan gardere sig 100 procent mod den slags.

Jeg kan ikke tilråde at bruge firmaet Scan-Plast eller personerne bag, hvis det skulle genopstå i en eller anden forklædning. Man skal i hvert fald ikke stole på dem,« siger Børge Dunker.

Samtidig glæder han sig over, at han sammen med sin advokat Thomas Sørensen har vundet en principiel sejr.

Børge Dunker har skiftet nogle af gyllerenderne og udskifter løbende bæringer til den lokale smeds jernbæringer, som holder.

Landsretten slår i sin kendelse fast, at ”det må anses for en mangel ved monteringen af gyllerenderne, at de faldt ned”.

Scan-Plast skal derfor betale 122.500 kr. til Børge Dunker plus sagens omkostninger på over 100.000 kr. plus renter.

Firmaet fik 14 dage til at betale pengene, men nu kommer han måske til at kikke i vejviseren efter pengene.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle