Minkavlere skal bruge værnemidler og anbefales coronatest

Det er igen tilladt at holde mink, men avlere anbefales jævnlige coronatest, ligesom dyr løbende skal tjekkes.

Fra og med 1. januar 2023 er det igen tilladt at ernære sig som minkavler herhjemme.

Et midlertidigt forbud har været gældende, siden regeringen i efteråret 2020 besluttede, at alle mink skulle aflives grundet et muteret coronavirus hos mink.

Der følger dog en række krav og anbefalinger til erhvervet for at minimere risikoen for coronasmitte i besætningerne.

Det fremgår af Fødevarestyrelsens hjemmeside.

Det anbefales blandt andet, at minkavlere og ansatte tester sig selv for covid-19 med en antigentest, før arbejdsdagen på en minkfarm begynder.

Desuden bør de tage en ugentligt PCR-test.

Det fremgår også, at minkavlere og medarbejdere i raske besætninger skal bære kirurgisk maske og visir eller beskyttelsesbriller.

I besætninger, der er coronasmittede eller mistænkt for at være det, skal avlere og ansatte bære såkaldt FFP3-maske og tætsiddende beskyttelsesbriller.

Der vil være løbende kontrol med minkenes sundhedsstatus, og hver uge skal der udtages cirka 60 prøver fra mink i hver besætning.

Hvis det viser sig, at minkene på en farm er ramt af covid-19, lægger Fødevarestyrelsen en række begrænsninger på farmen.

Dyrene må ikke pelses, og der må ikke fjernes eller komme nye dyr ind på farmen.

Præcist hvor mange avlere, der har mod på at genstarte erhvervet, er uvist.

Næppe samme niveau

Men 13 minkavlere har søgt dvalekompensation, der gør det muligt at vende tilbage til erhvervet.

1224 andre minkvirksomheder har søgt om nedlukningserstatning.

Louise Simonsen, formand for foreningen Danske Mink, sagde forleden til Ritzau, at minkerhvervet næppe kommer tilbage på samme høje niveau som tidligere.

- Vi kommer aldrig tilbage til tidligere tiders produktion, og der var også for mange mink. Jeg glæder mig over et mere afdæmpet niveau, men med en fornuftig omsætning, sagde hun.

De førnævnte anbefalinger og krav til minkerhvervet vil blive evalueret i foråret 2023.

/ritzau/

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle