Bæredygtigt Landbrugs sagsanlæg mod Fødevarestyrelsen om aflivning af mink skal behandles i landsretten.
Det bliver Østre Landsret, der som første instans skal behandle det søgsmål, som interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug på vegne af tre minkavlere har anlagt mod Fødevarestyrelsen.
Det har Retten i Glostrup afgjort, oplyser Bæredygtigt Landbrug på sin hjemmeside.
- Påbuddet om aflivning af mink blev udstedt uden lovhjemmel, og det er ikke kun ulovligt, det er samtidig en krænkelse af menneskerettighederne. Det er og bliver et principielt spørgsmål, og derfor er det vigtigt, at det i første instans bliver behandlet i landsretten og ikke i byretten, siger Nicolaj Schulz, der er chefjurist i Bæredygtigt Landbrug, til Ritzau.
Bæredygtigt Landbrug mener, at det var en krænkelse af menneskerettighedskonventionen at kræve mink aflivet uden hjemmel.
Det var på et pressemøde i november 2020, at statsminister Mette Frederiksen (S) sagde, at alle mink skulle aflives af frygt for et muteret coronavirus.
Det kom efterfølgende frem, at der ikke var lovhjemmel til beslutningen. Det kom der siden.
Bæredygtigt Landbrugs sagsanlæg er i første omgang rettet mod Fødevarestyrelsen, da det formelt var styrelsen, der udsendte påbuddet om aflivning.
Ud over at tage stilling til, hvorvidt påbuddet om aflivning af alle mink var et brud på menneskerettighedskonventionen, skal der i sagen tages stilling til det, Bæredygtigt Landbrug selv kalder en symbolsk godtgørelse til de tre minkavlere på tre gange 17.000 kroner.
- Vores forhåbning med den sag er, at vi kan få belyst, at ejendomsretten er en del af de grundlæggende menneskerettigheder.
- Det er vigtigt for os at få konkluderet, at det altså også gælder ude på landet, og at det i særdeleshed gælder, når man har ageret og handlet uden lovhjemmel mod uskyldige minkavlere, siger Nikolaj Schulz.
Det er endnu uvist, hvornår sagen skal behandles i Østre Landsret.
/ritzau/