Minkavlernes formand oplevede embedsmand som panisk i minksag

Tage Pedersen oplevede en voksende bekymring i embedsværk 3. november 2020. Dagen efter blev mink krævet aflivet.

Minkavlernes formand, Tage Pedersen, fik indtryk af, at der var trykket på panikknappen i embedsapparatet den 3. november 2020.

Tage Pedersen var gået fra et møde med daværende fødevareminister Mogens Jensen (S), der havde gjort det klart, at der skulle fart på minkaflivningerne.

Ikke længe efter ringede Henrik Studsgaard, departementschefen i det daværende Miljø- og Fødevareministerium, til minkformanden.

Torsdag fortæller Tage Pedersen i Minkkommission om opkaldet, hvor han beskriver topembedsmanden som urolig og stresset.

"Nu skal det gå endnu hurtigere, end det skulle for en halv time siden. Det bekymrer mig", siger Tage Pedersen.

Studsgaard nævnte muligheden for en tempobonus - at minkavlere kunne få en kontant betaling for hvert dyr, de slog ned inden en given dato - og han ville vide, om minkbranchen mon ville være med på den idé.

Efter at have vendt det i bestyrelsen i Kopenhagen Fur vender Tage Pedersen tilbage med et "ja" til embedsmanden.

Hvis minkbranchen skal aflive dyrene på cirka halv tid i forhold til det normale i pelsningssæsonen, vil det nemlig kræve ekstra hænder, skiftehold og i nogle tilfælde nattevagter.

En bonus for aflivning vil derfor kunne dække nogle af de ekstra omkostninger, som branchen forventer, fortæller Tage Pedersen.

Men telefonen ringer senere på aftenen 3. november 2020. Det er Henrik Studsgaard igen, og nu er han endnu mere bekymret, husker Tage Pedersen.

"Der er han endnu mere i panik", siger Tage Pedersen.

Minkformanden fortæller, at han ikke kunne få at vide, hvorfor panikken voksede, men han fik et indtryk af, at embedsværket havde trykket på panikknappen.

Det var den 3. november, at det blev besluttet i regeringens koordinationsudvalg, at alle danske minkbesætninger skulle slås ned.

Det var af hensyn til folkesundheden, da der var frygt for, at fremtidige vacciner ikke ville være særligt effektive over for fremtidige vacciner.

Den 4. november får minkavlernes formand efter tre udsættelser et opkald fra fødevareministeren, som overbringer beskeden om minkbranchens de facto lukning.

Samme eftermiddag går statsminister Mette Frederiksen (S) på tv og fortæller, at alle mink skal aflives. Senere blev det klart, at der ikke var lovhjemmel til at kræve alle mink aflivet på dette tidspunkt.

Tage Pedersen spurgte ikke regeringen eller embedsværket, om der var lovgrundlag for beslutningen.

"Jeg havde ikke fantasi til at spørge nogen om, om man kan det".

"Hvis man ved alt skal spørge, om staten har lov til det, så bliver det et svært samfund at være i", siger minkavlernes formand.

/ritzau/

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle