Minkavlers dyr har corona-antistoffer: "Jeg kan ikke forstå, at de skal aflives"

Minkavler Kirsten Holdgaard forstår ikke, at hendes mink skal aflives, selvom de har dannet antistoffer for covid-19. Samtidig synes hun, det er urimeligt, at hun skal straffes økonomisk.

"Jeg tror situationen, som den er nu, kan tage pippet fra de fleste".

Sådan siger Minkavler Kirsten Holdgaard, der bor i Ugilt ved Hjørring. Minkene på hendes farm tæller 8300 dyr.

Hun kalder situationen for minkavlerne og den medfølgende uvished for "en kæmpe belastning for hele familien".

Minkene på hendes farm Minkfarmen Over Ugilt blev smittet med covid-19 i starten af september, men er siden blevet erklæret raske og efterfølgende positive for antistoffer.

Det var en rutineprøve, af selvdøde mink, som afslørede sygdommen.

"Jeg har ikke kunne mærke noget på nogle af dyrene, der har ikke været sygdomstegn eller noget. Og når jeg sammenligner med samme periode sidste år så er der kun 21 flere døde", siger Kirsten Holdgaard til landbrugsavisen.dk.

Det mest urimelige

Kirsten Holgaard har regnet sig frem til, at hun vil få 225.000 kr. mindre i erstatning for de aflivede mink end hvis de ikke havde været smittede. Det finder hun dybt urimeligt.

"Jeg forstår ikke, hvorfor jeg skal straffes økonomisk, fordi minkene har været syge. Faktisk har der allerede været en del ekstra arbejde, og udgifter pga. covid-19. Det er noget af det mest urimelige, jeg har oplevet, og jeg fatter ikke, at det kan finde sted i vores ellers dejlige Danmark", siger hun.

Og hun har heller ikke fået noget svar på, hvorfor minkene skal slåes ned, selvom de nu har dannet antistoffer.

"Jeg forstår godt, at vi skal begrænse smitten, men jeg forstår ikke, hvorfor vores dyr skal slåes ned, og smides væk, når de nu er raske igen. De kan pelses om tre uger, lad os da få nogle penge i statskassen, i stedet for at dræne den for penge".

Alt sammen frustationer som hun også har luftet i et opslag på Facebook.

 

Meget ringe information

 

Da Kirsten Holgaard først var kommet sig lidt over chokket over at have fået smitten ind på farmen, meldte skuffelsen over myndighederne sig.

"Det var selvfølgelig et chok, men da det havde foretaget sig, så forventede jeg at høre noget fra Fødevarestyrelsen om planerne. Men der må jeg bare sige, at der har været meget ringe information", siger Kirsten Holgaard.

Og det er ikke blevet bedre i forløbet.

"Vi ved ingenting om aflivningen. Vi ved kun det, som vi kan læse i medierne. Det er godt nok svært", siger hun.

Heller ikke, hvordan den efterfølgende rengøring skal foregå, er hun blevet informeret om.

"Jeg har prøvet at spørge medarbejderne fra Fødevarestyrelsen, når de har været her, men de siger, de ikke ved det. De siger, at de lægger skinnerne, mens de kører", fortæller minkavleren.

Kirsten Holdgaard understreger, at hun ikke kritiserer de enkelte medarbejdere.

"Der er ingen kritik, af de folk fra Fødevarestyrelsen som kommer. De er altid søde og imødekommende. Kritikken hører til højere oppe i systemet. Det her er efterhånden ren politik, set fra min synsvinkel", siger hun.

Alle på dyr og mennesker på gården testet

Både Kirsten Holgaard og hendes 14-årige søn har været smittet med covid-19. Heldigvis med milde sygdomsforløb.

Kirsten Holgaards gårdbutik blev også lukket samtidig med smittens indtog på farmen, og derfor blev også kaniner og fjerkræ testet, men ingen af dem har været smittede.

For minkavleren virkede det oplagt, at også hendes tre hunde blev testet, og derfor insisterede hun på det. To af de tre hunde havde covid-antistoffer.

"Det er meget mærkeligt. Vores tre hunde er sammen dag og nat. De spiser og drikker af den samme skål allesammen", siger hun.

Kirsten Holgaard er glad for at hundene ikke er underlagt de samme regler som minkene.

Emneord

coronavirus mink , Top2

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle