Minkdyrlæge maner beskyldninger til jorden

Foreningen for Generamte Naboer til minkfarme har kastet med beskyldninger mod de danske minkfarme. Flueproblemer, lugtgener og MRSA beskyldninger er noget minkfarmene må lægge ører til. Men i følge minkdyrlæge Ivan Christiansen, er det slet ikke generelle problemer, der er tale om. Han mener, at det er misvisende, når foreningen lægger billeder af flueinvasioner op på deres hjemmeside.

På Foreningen for Generamte Naboer til minkfarmes (GN) hjemmeside kan man læse om store problemer med fluer hos naboer til minkfarme. Billeder viser lofter og vindueskarme, der alle er fyldte med de såkaldte "minkfluer". Men påstanden om store problemer er i følge minkdyrlæge Ivan Christiansen fra Pelsdyrrådgivningen.dk ikke retvisende.

"Det er netop ikke et generelt problem. Der er en myte om, at mink og fluer hænger sammen, og det er netop kun en myte. Det vil jeg gerne have manet til jorden," lyder det fra Ivan Christiansen.

Han besøger ca. 110 minkfarme to gange i sommerhalvåret, og han finder normalt ingen grund til påtale for ringe fluebekæmpelse. Også selv om flere af minkfarmene har modtaget tilsyn fra kommunen på grund af en naboklage. De fleste af de kommunale tilsynsbesøg ender med, at kommunen må erkende, at klager over flueplager ikke har ophav i den pågældende minkfarm, fortæller dyrlæge Ivan Christiansen.

KOLDING KOMMUNE ROSER

Kolding Kommune har i løbet af sommeren 2014 gennemført en tilsynskampagne på pelsdyrfarme, hvor blandt andet fluebekæmpelse var temaet.

Tilsynet omfattede blandt andet håndtering og opbevaring af husdyrgødning, rengøring på og omkring pelsdyrfarmen, gennemgang af fluebekæmpelsen og øvrige gener.

Kolding Kommune kunne konkludere, at pelsdyravlerne bekæmper fluer tilstrækkeligt, og at driften på farmene ikke giver unødige lugtgener for naboerne og omgivelserne i øvrigt.

VI SKAL IKKE ØGE AFSTANDEN TIL MINKFARMENE

Og netop lugtgener er også noget Naboforeningen for Generamte Naboer har klaget over, men som Kolding Kommune kunne konkludere har der ikke været grund til at gøre noget ved lugtgener. Naboforeningen foreslår på deres hjemmeside, at afstandsreglerne revideres, så der skal være 500 meter til nærmeste nabobebyggelse, og det mener Ivan Christiansen er skørt.

"Jeg synes, at det er skørt med de 500 meter. Lovkravene, der er der nu, ser jo ud til at fungere. Eftersom minkfarmene har færre og færre problemer, og det gælder både lugt-, måge- og flueproblemer, så virker det skørt at stramme lovgivningen. Det er ikke lovgivningen, der er noget galt med, det er håndteringen af problemerne. Vi opponerer imod, at foreningen (Naboforeningen) får det til at se ud som om, at der er et generelt problem. Jeg er helt uenig, det er ikke et generelt problem," lyder det fra Ivan Christiansen.

BESKYLDNINGER OM MRSA

På foreningens hjemmeside bliver minkfarmene også beskyldt for at have MRSA. Det er ifølge Ivan Christiansen også forkert.

"I dag står vi i en rigtig god situation, for vi har stort set ikke noget MRSA indenfor minkbranchen. Det er ikke farligt for minkene at have MRSA. Der er stor fokus på MRSA, og det det virker som endnu et kasteskyts. Jeg kunne forestille mig, at mange der går meget op i dyrevelfærd hopper med på vognen, når kritikken falder på minkfarmene, og så kan det nemt ramme de minkfarme, der rent faktisk har styr på det."

MANGEL PÅ GODT NABOSKAB

Ivan Christiansen mener, at det bedste, man som nabo kan gøre, er at besøge minkfarmen. 

”Naboerne kan jo selv komme ud og kigge. Minkfarmene holder åbenhus en gang om året, hvor alle bliver inviteret. Så kan man se, at der er beton på gulvet og klistrefluesnore. Så kan man se, hvordan det ser ud. Jeg har endnu ikke mødt nogen, der ikke har fået et mere positivt syn på minkfarme, når de har besøgt dem til åbenhus. Jeg kan jo ikke udelukke, at der er afstikkere. Dyrlægerne besøger jo minkfarmene fire gange om året, så hvis der er grund til at påtale noget, så gør vi det. Jeg plejer at fortælle dem, at hvis de er ligeglade, så får de fem naboer på nakken, og så bliver det til et generelt problem, og det kommer til at gå ud over alle andre minkfarme," siger Ivan Christiansen.

Emneord

pelsdyravl

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle