Minkformand bekymret for kolleger: Ring til din nabo

Tiden er barsk for minkavlerne nu, mener John Papsø, der oplever at flere af hans kolleger har det sværere nu end lige efter aflivningerne.

"Husk nu at ringe til din nabo".

Så klar er opfordringen fra formand John Papsø fra Midtjyllands Pelsdyravlerforening. Minkavleren fra Kjellerup, der også er næstformand i Kopenhagen Fur, håber, at hans medlemmer lige nu passer på hinanden. 

"Det er barskt lige nu. Mine medlemmer har det hårdt. Indtil nu har man kunnet bruge tiden på at gøre rent og rydde op. Gøre alle de ting, der var lidt ekstraordinære. Men flere begynder at være færdige med det - og hvad skal man så lave", spørger han.

"Nu sidder flere så og venter og triller tommelfingre. Det er ikke så sundt".

Stor frustration over ministre

Ventetiden på afklaring og især udbetaling af de første elementer af de længe ventede kompensationer og løn for aflivningen, er noget af det, der slider mest på minkavlerne.

"Der er stor frustration, især over, at der ikke kommer penge på kontoen. Simon Kollerup lovede os jo ellers midt i november, at de hurtigt ville komme. Men først nu skal man i Fødevarestyrelsen til at hyre mandskab ind til opgaven", siger John Papsø og tilføjer:

"Det skriger jo til himlen og giver en kæmpe fortvivlelse over, at man ikke har fået gang i det. Man kunne jo sagtens have været gået i gang med at verificere tal og skaffe dokumentation allerede i efteråret, så det var på plads, når man var klar med godkendelsen. Rumænerne, der arbejdede for myndighederne, har jo fået deres løn".

Hvor kritikken er klar mod myndighedernes håndtering oplever John Papsø ingen medlemmer tale om problemer med bankerne.

Det hjælper at tale

Foreningerne for pelsdyravlerne forsøger at arrangere møder med nyheder, info og andet - men forsamlingsforbud og øvrige coronarestriktioner gør, at det må være online frem for fysisk. Restriktionerne gør ondt værre, mærker John Papsø.

"Det er da svært. Her til formiddag har et par stykker ringet. Nu har de ikke mere at lave og så løber tankerne lidt", siger han.

Hvad kan du gøre?

"Jeg lytter. Jeg ved ikke, hvad psykologerne gør, men jeg lytter og lader dem komme af med frustrationerne. Der er mange frustrationer over Mette Frederiksen og det, hun har taget fra os. Så snakker vi lidt om det. Jeg kan ikke gøre noget eller love noget. Men bare det at man får snakket lidt, hjælper også", siger han og tilføjer:

"Der sker ikke noget ved at ringe til naboen og høre, hvordan de har det. Det er sådan set det eneste og det bedste, vi kan gøre lige nu. Det hjælper, også selv om der ikke kommer noget konkret ud af det".

Selv anslår John Papsø, at han snakker med 5-10 kolleger hver dag for tiden.

Er du bange for, at nogen går til på det her?

"Det har jeg været hele tiden og jeg har været obs på det hele tiden. Vi fik lavet en krisehjælp og der er krisehjælp via folks forsikringer. Derudover har landbrugsforeningerne deres og regionerne etablerede også. Og de er blevet benyttet".

Men du siger, at behovet måske er større lige nu, end det var i efteråret?

"Jeg mærker, at der kommer lidt et vacuum. Det kan jeg høre på tonen, der er blandt folk. Der begynder at være lidt mindre at lave for mange og det kan betyde, at der kommer et større behov, end der har været de sidste fire ugers tid. Det er nu, man skal være opmærksom. Hellere at man får taget kontakt til de psykologer og andre muligheder, der er en gang for meget end for lidt".

Vil du opfordre medlemmerne til noget?

"Brug hinanden. Hør, hvordan naboen har det. Vi minkavlere har altid snakket meget sammen, har mødtes meget og delt hinandens viden. Vi er meget kolleger og har dygtiggjort hinanden. Så det er også hårdt nu, hvor vi ikke kan snakke om det, vi plejer og vi samtidig ikke kan mødes".

Hvordan har du det selv?

"Jeg har været så heldig, at min kone og jeg er gode til at snakke rigtig meget og vores børn kom hjem et par uger og var sammen med os, da det stod på. Vi har været heldige at få god hjælp den vej. Men jeg kan mærke vintertiden og at vi ikke har det daglige arbejde med at passe minkene. Vi plejer jo at gøre meget ud af, at minkene har den rette huld og forberede, hvilke dyr der skal parres, når foråret kommer. Der plejer at gå meget tid med at kigge på minkene lige nu. Og nu er farmen bare tom, og det er træls at komme der, når der intet liv er".
 

Emneord

coronavirus mink

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle