Minkformand: Det var ren panik med nedlukningen

For et år siden var minkbranchen i chok, og i dag er der stadig store frustrationer, fortæller formand for minkavlerne.

Tage Pedersen, formand for minkavlerne, tænker tilbage på et år siden, hvor alt håb for at bevare mink i Danmark blev slukket efter statsministerens pressemøde. 

"Jeg føler, jeg er blevet mere end et år ældre, siden vil talte sammen sidst. Jeg håbede for et år siden, at alt var gået hurtigere, end det faktisk er".

Kæmper for erstatninger

Tage Pedersen er stadig formand for de 1.000 minkavlerne, der var aktive i Danmark, hvor han nu kæmper for at få erstatninger hjem. 

"Jeg taler med avlere, der er voldsomt frustrerede over, at det tager så lang tid. Det påvirker hele familien og gør rigtig ondt".

Tage Pedersen skal 18. november fortælle Granskningskommisionen, hvordan han opfattede de kaotiske dage i oktober og i starten af november sidste år. Han følger selvklart de referater, der er kommet fra kommissionens afhøringer indtil nu, og han husker tydeligt, den panik, der herskede for et år siden. Hvor det var hans klare opfattelse, at embedsmændene vidste, at der ikke var lovhjemmel til at beordre nedlukning af erhvervet. 

"Og de ville være et mærkeligt embedsværk, hvis de ikke fortalte ministerne om, hvad der skete".

Rystet over måden

"Jeg er rystet over den måde, beslutningerne blev truffet på. Når man nedlægger et 100 år gammelt erhverv på et møde, der tager 45 minutter, og statsministeren får papirerne til mødet seks minutter før - og der bliver brugt 50 minutter på selve mødet - det synes jeg er for lidt. Det er også beskæmmende, at mange af forhandlingerne foregår via sms. Jeg ved godt, at det var coronatid, men det er stadig en urimelig måde at forhandle på", siger Tage Pedersen.

Formanden understreger, at mink og Covid-19 er en farlig cocktail, og han er lykkelig for, at det ikke var varianten Cluster 5, der blev herskende. 

"Men det kunne hverken Mette Frederiksen eller jeg vide noget om på det tidspunkt. Hun skulle træffe nogle beslutninger, så befolkningen ikke blev smittet af en minkvariant. Det kunne man have gjort uden at aflive alle mink. hvis man havde brugt lidt mere tid i stedet for at gøre det i panik".

Kunne have ventet

Tage Pedersen forklarer, at han ikke er imod, at produktionen bliver aflivet hurtigt, men avlsdelen skulle beholdes. Og så skulle man have spurgt dem, der vidste noget.

"Det var ikke nødvendigt at træffe den beslutning 4. november. vi kunne have ventet 14 dage og få pelset nogle mink først. En større del af bestanden skulle væk så hurtigt som muligt for at undgå en stor smittespredning. Den sidste dag kunne man så have aflivet alle avlsdyrene. Måske var resultatet så det samme, men det havde været en mere moden beslutning. Man træffer sjældent de rigtige beslutninger i panik".

 

Emneord

coronavirus mink

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle