Minkkommissionen udskyder afhøring af minktopfolk

Formand for Danske Minkavlere, Tage Pedersen, kommer først i vidneskranken i minkkommissionen engang i januar.

Minkkommissionens afhøring af formand for Danske Minkavlere og Kopenhagen Fur, Tage Pedersen, er blevet udskudt til en ikke fastlagt dato i januar. Det gælder også afhøringen adm. direktør for Kopenhagen Fur, Sander Jacobsen.

Tage Pedersen skulle efter den oprindelige plan have indtaget vidneskranken torsdag eftermiddag i denne uge – i øvrigt i kølvandet på afhøringen af Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen.

Hun får dog nu ekstra lang tid til at forklare sig, fordi hun nu bliver den eneste gæst på programmet torsdag.

Udsættelsen skyldes, at granskningskommissionens kommissorium forventes at blive udvidet, så det også omfatter forløbet omkring politiets brug af action cards. Kommissionen planlægger at afhøre vidner til dette emne i januar.

"Det forventes, at både Sander Jacobsen og Tage Pedersen vil blive stillet spørgsmål til dette forløb, hvorfor det er besluttet at udskyde deres afhøring til januar frem for at indkalde dem to gange", lyder det fra i et skriftligt svar til LandbrugsAvisen fra granskningskommissionen.

 

Emneord

coronavirus mink , minkkommissionen

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle