Minkkunder er ikke klar: Kun otte procent skind solgt

Skindene blev på seneste online auktion solgt til kun 135 kr. i gennemsnit.

Coronakrisen har sat sit klare aftryk på Kopenhagen Furs auktioner i 2020. De fysiske auktioner er indtil videre erstattet af digitale auktioner, og Kopenhagen Fur har netop holdt den anden af slagsen med et udbud på knap to mio. minkskind. 

Konklusionen efter auktionen er ret entydig og på linje med forventningerne umiddelbart før auktionen: Kunderne er ikke klar til at købe endnu. 

”Coronakrisen har skabt en enorm usikkerhed i alle brancher og især i eksporterhvervene. Sådan er det også i pelsbranchen, og vores auktionskøbere er derfor meget tilbageholdende," siger adm. direktør Jesper Lauge Christensen, Kopenhagen Fur.

”Kunderne er ikke klar til at købe råvarer endnu, fordi de er usikre på mængden af ordrer fra detailleddet senere på sæsonen. Det er ikke sæson for pels i detailleddet lige nu, og det gør det vanskeligt at vurdere efterspørgslen i det nuværende marked, Salgsprocenten på auktionen endte på otte procent, mens prisen var fast i forhold til niveauet opnået på auktionen i april.” 

Gennemsnitsprisen på minkskind nåede 135 kr. Kopenhage Fur oplyser, at prisen ikke er umiddelbart sammenlignelig med auktionen i april på grund af udbuddets sammensætning. 

På den digitale auktion i april landede den gennemsnitlige pris på danske minkskind blev 175 kr., mens gennemsnittet for den samlede auktion lød på 162 kr. Til sammenligning var Kopenhagen Furs salgspris i 2019 på 184 kr. i gennemsnit for alle minkskind og 198 kr. for danske skind.

”Vi arbejder på at kunne holde fysiske auktioner i juli, august og september. Vi har brug for at samle kunderne, så de både kan gå på eftersyn og fornemme markedet med budgivning i auktionssalen.” 

”Vi kan ikke digitalt gennemføre et eftersyn af de udbudte varer, som kan erstatte muligheden for at se og røre vores minkskind. En fysisk auktion kan forhåbentlig tage noget, men nok ikke al usikkerheden væk,” siger Jesper Lauge Christensen.

Juli-auktionen er planlagt med salg i ikke mindre end 11 dage fra 9. til 19. juli med eftersyn fra den 3. juli.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle