Minkvirksomhed lander kæmpe underskud og får ny millionkapital

Et indskud på 40 mio. kr. skal ruste Minkpapir A/S til at klare den fortsatte krise i minkbranchen.

Et stort kapitalindskud på 40 mio. kr., og en ny aftale med banken om fortsat finansiering, sikrer, at Minkpapir kan fortsætte og videreudvikle forretningen.

Kapitalindskuddet kommer fra det nyetablerede holdingselskab, Kilsmark A/S, der ejer Minkpapir. Bag Kilsmark står C.W. Obel A/S og WWC ApS, der hver ejer mellem 33 og 50 procent af aktierne, samt Minkpapirs adm. direktør Rudi Pedersen, der ejer en mindre del.

Minkpapir, der er en af minkbranchens største leverandører, landede i regnskabsåret 2018 et dundrende underskud på 42 mio. kr. før skat. Selskabet offentliggør ikke omsætningen, men den er faldet markant de seneste år, fortæller Rudi Pedersen:

“I dag omsætter vi kun for 30 procent af det vi gjorde i de to fantastiske år 2012 og 2013. Det har haft store konsekvenser. Den nye kapital bruger vi til at nedbringe vores driftskreditter, så vi er bedre rustet til udsving i markedet. Indskuddet styrker os og genskaber et sundt forretningsgrundlag”, siger adm. direktør Rudi Pedersen, Minkpapir.

Minkpapir har en markedsandel på over 65 procent indenfor taning og tørring af mink. Det giver virksomheden et stort ansvar, mener Rudi Pedersen.

"Vores kunder, minkavlerne, skal kunne stole på, at de kan få varer fra os gennem hele krisen. Vi er forpligtet til at sørge for, at de maskiner, de har købt hos os, kan serviceres, og at de kan få de forbrugsvarer, de skal bruge til maskinerne".

Tror på gode tider

"Vi og avlerne har brug for hinanden i denne udfordrende tid, og vi stikker ikke halen mellem benene", siger Rudi Pedersen.

Minkpapirs bestyrelsesformand Henrik Thulesen tror, at der igen kommer gode tider i minkbranchen:

”Vi støtter op om Minkpapir. Vi har været ejere i mere end 10 år, så vi kender til udsving i minkbranchen, og vi er sikre på, at Minkpapir genvinder fordoms styrke i takt med, at priserne på mink genfinder et fornuftigt leje”, siger Henrik Thulesen og fortsætter:

”Med et meget stort kapitalindskud har vi sikret, at Minkpapir kan fortsætte med at udvikle og producere innovative produkter og skabe værdi for minkavlerne”.

Minkpapir har eksisteret siden 1987 og er specialist i udstyr til taning af mink. Produktionen ligger i Borbjerg øst for Holstebro. Produkterne afsættes i Europa, USA, Canada og Kina. Minkpapir har de sidste 10 år investeret over 25 mio. kr. i nye produkter og moderne produktion.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle