Det handler om rettidig omhu - der ligger ikke politiske uoverensstemmelser bag dagens fyringer af LandboSyds ansatte ledelse. Det siger LandboSyds formand Mogens Dall.
Det er ikke uoverensstemmelser, uenighed om linjen eller økonomiske problemer i foreningen, og det er absolut ikke planer om en fusion, der ligger bag beslutningen om at fyre LandboSyds to direktører, adm. Anders Andersen og direktør Jan Fensholt-Hansen.
Det handler tværtimod om rettidig omhu, som også på langt sigt kan sikre LandboSyds selvstændighed - her og nu ved at spare to direktørstillinger, hvor af kun den ene vil blive genbesat.
Det siger Mogens Dall, formand for LandboSyd efter dagens overraskende udmelding.
Skærer ind til benet
"Det her er vores bevægelse i forhold til at optimere og tage hånd om fremtiden. Vi agerer dermed i tråd med det, der er sagt og skrevet i LandbrugsAvisen om at skære ind til benet i rådgivningen", siger Mogens Dall i en kommentar til dagens afskedigelser. De kommer bare godt tre måneder efter, at LandboSyd meldte ud om et markant løft i omsætningen, et solidt økonomisk resultat og stigende medlemstal.
Og to år efter, at den tidligere direktør Klaus Andersen blev fyret efter at have udtalt sig politisk i strid med bestyrelsens holdninger.
Udramatisk
"Det her er såre simpelt og udramatisk. Det er bestyrelses beslutning, som bunder i et ønske om at bevare LandboSyd som en konkurrencestærk og selvstændig forening og virksomhed, også på den lange bane".
Mogens Dall skal indtil videre selv styre butikken som ’arbejdende bestyrelsesformand’, men kun ind til en ny direktør bliver udpeget, understreger han.
Ny strategi
Af pressemeddelelsen fra LandboSyd fremgår det, at foreningen i de kommende måneder vil arbejde med en ’ny strategi og en ny retning for rådgivningsvirksomheden«.
Mogens Dall understreger, at strategiarbejdet har været planlagt længe, da den nuværende, fire-årige strategi er ved at udløbe og skal afløses af en ny ’2024-plan’. Han vil i respekt for det kommende strategiarbejde, som medarbejderne i LandboSyd skal bidrage til, ikke udtale sig om, hvilke ændringer i strategi og ’retning’, som kan komme på tale.
"Det ville være at foregribe begivenhedernes gang, for bestyrelsen ønsker at inddrage ’huset’ i overvejelserne: Hvordan kunne det være i din optik, kære medarbejder«? Så tager vi alt det med i gryderetten, og så får vi smagt den til"!
Mogens Dall understreger dog, at der truffet beslutning om, at der kun vil blive ansat én ny direktør. Han forventer, at strategiarbejdet i LandboSyd går i gang efter sommerferien.