Monsanto og Cheminova-ejer vil hemmeligholde laboratorie-test om glyphosat

Monsanto og FMC mener ikke, at offentligheden har ret til indsigt i deres laboratorieforsøg om glyphosats påvirkning af mus.

Monsanto og Cheminova-ejeren FMC træder ind i en sag ved EU-domstolen på EU-Kommissionens side. Det skriver dagbladet Information.

Striden handler om nogle af de laboratorietest, som ligger til grund for EU-Kommissionens to agenturers frikendelse af glyphosat som sundhedsskadeligt.

Forsøgene er udført for kemiproducenterne, og de ønsker at hemmeligholde forsøgene af forretningshensyn. Det har EU-Kommissionen bakket op om - med henvisning til EU-regler om at informationer er fortrolige, hvis offentliggørelsen kan skade virksomhedernes kommercielle interesser.

EU-Parlamentets Grønne gruppe har lagt sag an ved EU-domstolen for at få aktindsigt i laboratorietestene. Deres argument er, "information om emissioner, der er relevante for beskyttelse af miljøet, skal udleveres" ifølge Aarhus-konventionen, som også er implementeret af EU.

Samtidig er argumentet, at der er en 'mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelsen af dokumentet' end de kommercielle interesser, skriver Information.

EU-Kommissionen og kemiselskaberne siger på deres side, at forsøgene ikke omhandler emissioner i forhold til miljøet, men alene laboratorieforsøg hos mus.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle