Monstersprøjte vises på Agritechnica

Hardi kommer til Agritechnica med den monstrøse Hardi Rubicon 9000.

Forhåbentlig har Hardi bestilt god plads på standen under dette års Agritechnica, for på standen kommer til at stå noget, der ligner alle selvkørende sprøjters moder, den monstrøse Hardi Rubicon 9.000, som man ellers kun har kunnet opleve på den anden side af kloden i Australien.

Hardi Rubicon 9000 rummer, som navnet antyder, 9.000 liter i tanken. Bommen, der er anbragt fortil på sprøjten, kan være op til 48 meter, og motoren er en Cummins med 386 hestekræfter. Rubicon, der er den hidtil største selvkørende sprøjte på markedet, har en arbejdshastighed på op til 35 km/t.

Modellen kom på markedet i Australien i november 2016 og vil fremover også være at finde på det amerikanske marked og andre »broad acre« markeder med særligt store arealer - som det kom frem under Agritechnica Preview for nylig.

Rubicons transportbredde er 3,7 meter, og den er 4,2 meter høj. Maskinen vejer i sig selv godt 15,5 ton, men med fuld tank, 1.000 liter diesel om bord og 630 liter rent vand er vægten 26,4 ton.

Når Rubicon nu vises i Europa skyldes det en sammenlægning, der tidligere på året foregik i al ubemærkethed inden for Hardi Gruppen, men den kan få stor betydning for sprøjteproducenten Hardi, især når det gælder udvikling af nye selvkørende marksprøjter af den store slags. Franske Matrot blev nemlig lagt ind under Hardi Gruppen. Hardi og Matrot er begge ejet af franske Exel Industries. De har i forvejen arbejdet sammen ved flere lejligheder, senest med udviklingen af netop Hardi Rubicon 9000.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle