Mulig kandidat tavs om viceformandspost

"Det er nogle meget store sko, der skal udfyldes efter Lars Hvidtfeldt", siger Frederik Lüttichau, der ikke vil kommentere på, om han selv kunne finde på at stille op.

Det bliver svært at finde en ny viceformand, der kan løfte arven efter afgående viceformand Lars Hvidtfeldt.

Det mener Frederik Lüttichau, formand for Sektionen for Større Jordbrug.

"Det er nogle enormt store sko, der skal udfyldes efter Lars Hvidtfeldt og jeg har ikke et bud på hvem, der kan gøre det, her og nu".

"Vi skal tænke os rigtig godt om for at finde den rigtige".

Svær at leve op til

"Lars Hvidtfeldt har gjort det sindssygt godt, og han har haft den styrke, at han har været på begge sider af bordet - med sin fortid som embedsmand. Han er veluddannet og både bred og dyb", lyder skudsmålet videre fra Frederik Lüttichau.

"Jeg tør ikke tænke på, hvordan det var gået med landbrugspakken uden ham, for ikke at tale om liberaliseringen af landbrugsloven - og bo- og gaveafgifterne. Lars har været en nøgleperson på de meget centrale emner. Og så har han i øvrigt gjort en kæmpe indsats i Vildtforvaltningsrådet, hvor vi lige har fået et nyt udsætningsforlig".

’Ingen kommentarer’

Frederik Lüttichaus egen profil minder på en række områder om Lars Hvidtfeldts.

Begge er godsejere fra hhv. Lolland og Falster, begge er udadvendte og kommunikerende. Og begge står eller har stået i spidsen for Tolvmandsssektionen - nu Sektionen for Større Jordbrug.

Men Frederik Lüttichau vil ikke kommentere på et eventuelt kandidatur til posten som viceformand ved delegeretmødet i Herning 7.-8. november.

"Det har jeg slet ingen kommentarer til - det her er helt nyt. Lige nu er jeg bare ærgerlig over, at Lars holder op, det må jeg sige".

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle