Mulighed for lokale byger: Men varmegraderne vil stadig være voldsomt høje

Fra midt på ugen kan temperaturerne nå op på 33 grader om dagen og 20 grader om natten, forudser DMI.

Det danske sommervejr har længe været varmt og tørt, og nu ser det ud til, at det bliver endnu varmere og stadig ingen risiko for byger. .

Det fortæller vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Dan Nilsvall tidligt mandag morgen.

"Fra onsdag ser det ud til, at vi får dagtemperaturer på mellem 25 og 30 grader, lokalt måske helt op til 33 grader. Især torsdag og fredag kan det blive meget varmt i det jyske", fortæller han.

Først skal vi dog lige igennem mandag, som ser ud til at starte en anelse køligere.

"Men op ad dagen kommer der en del sol de fleste steder, og temperaturerne når op på mellem 22 og 27 grader. Dog fortsat lidt køligere ved vestkysten", siger han.

Tirsdag bliver det en smule varmere med mellem 25 og 30 grader.

"Onsdag, torsdag og fredag vil der være mulighed for lokale byger om eftermiddagen og måske med torden", siger Dan Nilsvall.

Nætterne bliver ligesom dagene varme

"Jo længere vi kommer ind i ugen, jo større mulighed er der for tropenætter. Både natten til torsdag og natten til fredag vil temperaturerne ligge på omkring de 20 grader", siger han.

En hedebølge er når gennemsnittet af dagens højeste temperaturer overstiger 28 grader i mere end halvdelen af landet i mindst tre dage i træk.

Imens er en tropenat, når temperaturerne holder sig over 20 grader i løbet af et helt døgn.

Selv om mange håber på regn til haver og marker, er der ikke udsigt til store mængder nedbør til danskerne.

Således er der ifølge DMI ikke tegn på, at det varme og solrige sommervejr slutter lige foreløbigt.

Søndag var den 50. sommerdag i Danmark i år, hvilket vil sige en dag med 25 grader eller derover et sted i landet.

/ritzau/

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle