Myndighederne tiltvinger sig adgang til nordjysk minkfarm

Fødevarestyrelsen har tilkaldt politiet, der skal hjælpe myndighederne ind på den nordjyske minkfarm, der indtil nu har nægtet styrelsen adgang for at forestå aflivningen af besætningen.

Aflivningen af op mod en million mink er indtil nu ikke ligefrem gået som planlagt. Flere gange er operationen, der egentlig skulle være startet onsdag formiddag, blevet udsat.

Men nu ser arbejdet ud til at gå i gang i Nordjylland. Det fortæller Flemming Kure Marker, der er chef for VeterinærNord i Fødevarestyrelsen til landbrugsavisen.dk.

Den planlagt aflivningen på en nordjysk minkfarm i Gjøl blev stoppet torsdag morgen, da minkavlere Poul Frederiksen ikke ville samarbejde med myndighederne om aflivningen og nægtede dem adgang til sin farm. Det gjorde han, fordi han ikke er tilfreds med den økonomisk kompensation, han er blevet tilbudt.

Men nu har man tilkaldt politiet som skal assistere beredskabet med aflivningen og at få adgang til farmen.

"Status er jo, at minkejeren modsatte sig, at vi kan komme ind. Så nu er vi i den situation, at vi er nødt til at have politiet med for at komme ind", siger veterinærchef Flemming Kure Marker.

Poul Frederiksen driver sammen med sin søn minkfarmen i Gjøl, hvor der i fredags blev konstateret coronavirus blandt de mere end 37.000 mink. 

Politiet ankom to mand til farmen, og efter en kort snak med ejeren blev myndighederne lukket ind. På sin side har Fødevarestyrelsen og Politiet loven om dyrehold.

"Vi har hjemmel til at gå ind på en anden mands grund", siger Flemming Kure Marker.

Det står i paragraf 65 af Bekendtgørelse af lov om hold af dyr.

"Tilsynsmyndigheden og personer, som er særligt bemyndiget hertil, har til enhver tid mod behørig legitimation og uden retskendelse adgang til offentlige og private ejendomme mv", står der i bekendtgørelsen.

Ifølge Fødevarestyrelsen får det ikke betydning for størrelsen af den økonomiske kompensation, at man har måtte tiltvinge sig adgang til farmen.

Regeringen vedtog onsdag aften en kompensationsordning for minkavlerne. Den betyder, at minkfarme med konstateret smitte vil modtage 20 pct. i kompensation for driftstabet, mens farme uden smitte vil modtage fuld kompensation.

Det er denne forskel som blandt andet Danske Minkavlere har kritiseret, og som minkavler Poul Frederiksen ikke fandt rimelig.


Poul Frederiksen nægtede tidligere at samarbejde med myndighederne og give dem adgang til sin farm. Derfor blev politiet tilkaldt og myndighederne fik adgang til at aflive minkene. Foto: John Christensen


På Flyvestation Aalborg har man sat en mandskabsplads op, hvorfra operationen ledes. Her er blandt andet opsat rensestation til materiel og mandskab. Foto: John Christensen


Nu er beredskabet, som skal forestå aflivningen ankommet på farmen. Aflivningen sker i kasserne, hvor minkene bliver gasset med kuldioxid. Foto: John Christensen

Faktaboks

Paragraffen

§ 65. Tilsynsmyndigheden og personer, som er særligt bemyndiget hertil, har til enhver tid mod behørig legitimation og uden retskendelse adgang til offentlige og private ejendomme, lokaliteter, transportmidler, forretningsbøger, papirer m.v., herunder elektroniske data, for at tilvejebringe oplysninger til brug for løsning af opgaver i henhold til loven eller til regler, som er fastsat i medfør af loven eller Den Europæiske Unions forordninger.

Stk. 2. Politiet yder om nødvendigt bistand hertil. Ministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler herom.

Emneord

coronavirus mink

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle