Når der skal høstes, inddrages alle i familien

På Vestergaard i Højslev har alle en rolle at udfylde, når høsten står for døren, for det er vigtigt at også de mindste oplever det helt særlige fællesskab i denne tid.

Som ved hver høstsæson har bedriftens 30-fods New Holland-mejetærsker været i gang med det store arbejde. 32 hektar vinterbyg og raps med en vandprocent på 6-7 er allerede solgt til foderstof, og forude ligger stadig arbejdet med majs, råbyg og rug. 

Jane og Henning Vroue købte den 290 hektar store bedrift for 43 år siden, og det er planen, at deres ene søn, der både er uddannet tømrer og landmand, skal overtage efter far og mor engang. 

Du kan også deltage i Skyd Høsten med dine billeder og video her

Alle har en vigtig rolle 

Hele familien giver dog en hjælpende hånd under høsten, og sådan har det altid været, fortæller Jane.

- Vi har fire voksne børn, der træder til. De har været med altid. Nogle kører korn fra, nogle deltager med at assistere. Min egen rolle er at sørge for, at de får noget at spise, hente reservedele og være tovholder. 

For Jane er høsten en særlig tid, hvor alle inddrages, og selvom den er præget af travlhed, er det nu, hele årets arbejde skal gøres op.

- Vores anstrengelser skal give resultater på denne tid af året. Det giver også hygge med familien. Nogle gange bliver der tid til at dækket op i marken og så spiser vi sammen, men hvis vi ikke har tid til det, så bliver maden serveret derude, mens arbejdet står på.

Hun tilføjer, at selv naboerne ofte kommer og vil være med, og der er plads til alle.

Efterligner farfars mejetærsker 

Når der en gang imellem er tid til at dække op og spise sammen i marken, er det da også noget, både små og store nyder. Ofte har sønnen, René, som på billedet ses i fuld gang med arbejdet, et par af sine nevøer eller niecer i alderen to til 12 år med. De synes, det er spændende at komme med op og få en tur i mejetærskeren - ikke mindst når madkurven kommer, og frokosten kan indtages i førerhuset, mens maskinen arbejder. 

Høsten har uden tvivl efterladt et indtryk hos dem, for derhjemme bliver der høstet videre med legetøjsmaskinerne på børneværelserne.

- Børnene træner derhjemme med deres legetøjsmejetærsker og gør, ligesom de ser deres bedstefar gøre. De efterligner og leger høst, siger Jane grinende.

Udover planteavl har Jane og Henning haft både malkekøer og opdræt, hvoraf der nu kun er opdræt tilbage. 

Med det indsendte foto deltager Jane Vroue i konkurrencen Skyd Høsten Bedst.


Skyd Høsten er et samarbejde med Maykers.dk. Maykers har samlet over 200.000 produkter fra 200 forskellige forhandlere til landbrug på en samlet platform, så du nemt kan finde alt du skal bruge til dit landbrug. Opret en gratis konto og find alt til høsten allerede i dag.

Emneord

Skyd Høsten 2022

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle