Når Grimme-direktøren skal slappe af, kører han Harley

Mød ugens profil, Michael Hylleberg, direktør for Grimme Skandinavien i Rødkærsbro. Virksomheden fejrer i dag 100 års jubilæum, og samtidig er der 50 års jubilæum for importen af Grimme.

De færreste havde nok set det komme, at Grimme, verdens største producent af kartoffelmaskiner, ville komme til at indgå i et parløb med Hylleberg, en lille midtjysk producent af kartoffelmaskiner, som blev grundlagt af den nuværende direktør, Michael Hyllebergs farfar. Historien om Grimme Skandinavien er beretningen om to familievirksomheder med samme værdier, danske Hylleberg og tyske Grimme, og i dag, torsdag 13. juni fejrer man 100 års jubilæum i virksomheden, som Grimme har været en del af det seneste halve århundrede.

»Og sjovt nok er visse tekniske løsninger, som min farfar i sin fandt på, blevet almindeligt brugte i dag, eksempelvis den vidmaskede topkæde«, siger direktør for Grimme Skandinavien, Michael Hylleberg, der også har sin fætter, eksportchef Heine Hylleberg med i virksomheden og ikke mindst salgschef Per Rasmussen, der også er medejer og beskrives som en Hylleberg af sind.

»Hvad en Hylleberg af sind er? Jamen, det er jo noget med, at tingene skal fungere. At vi har tillid til hinanden. Og noget med ordentlighed«, siger Michael Hylleberg.

Kører langt på Harley

Michael Hylleberg er tredje generation i Hylleberg-dynastiet, da det var hans farfar, der grundlagde produktionen af Hylleberg kartoffelmaskiner i Rødkærsbro, og allerede som dreng hjalp Michael til på lageret. Som ung tog han en uddannelse som værktøjsmager og arbejdede derefter halvandet år hos Grimme i Tyskland og derefter et år hos den canadiske Grimme-importør. Efter hjemkomsten i 1993 kom han til maskinforretningen Hylleberg i Dalby på Sjælland, og i 2002 vendte han tilbage til Grimme Skandinavien i Rødkærsbro i forbindelse med det forestående generationsskifte. Han blev direktør i 2008.

Som direktør for Grimme Skandinavien fylder jobbet temmelig meget. Men en enkelt hobby har han:

»Ja, hvis jeg skal slappe af, så kører jeg en tur på min Harley-Davidson motorcykel. Så får man noget frisk luft og får tømt hovedet. Så den får faktisk lov at køre en del kilometer«, siger Michael Hylleberg.

Kækt træk

Virksomhedens historie går i korthed ud på, at Michael Hyllebergs farfar, Chresten Hylleberg gik i gang med produktionen af kartoffelmaskiner i 1919, og det varede i 50 år indtil 1969, hvor den sidste Hylleberg blev bygget, da man samme år fik importen af de tyske Grimme.

Importen af Grimme kom i stand efter et kækt træk fra Michaels Hyllebergs farmor, onklen Poul Hylleberg og den daværende direktør Henningsen, som havde fået afslag på at besøge den tyske fabrik, men de tog derned alligevel - og importen kom i stand.

Virksomheden i Rødkærsbro, der har 53 medarbejdere, overtog i 2008 ansvaret for det svenske marked, og i 2011 kom det finske marked til, og endelig i 2017 kom også Norge ind i folden, dog kun inden for service og reservedele.

Fejres i dag

Grimme fejrer jubilæet med åbent hus i dag, torsdag 13. juni, fra kl. 10 til 18 for kunder og leverandører på adressen Løvhegnet 9-11 i Rødkærsbro. I løbet af dagen, nærmere bestemt kl. 13 til 15 er der indlagt en officiel reception. Dagen efter, fredag 14. juni, er der kl. 14 til 20 åbent hus for byens borgere, venner og andre interesserede.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.