Nær Stavanger i Norge er korn næsten et biprodukt

Hos den norske mælkeproducent Leif Harbo går de næsten mere op i god halm end korn. Over 500 km væk med færge har to brødre slået sig sammen om en maskinstation.

I Danmark har mange landmænd gjort mejetærskeren klar til vinterhi og er videre med efterårets arbejde. Nogle steder ligger der dog stadig halm og afgrøder på marken. Derfor må de sidste landmænd prioritere, hvad de kan nå, og hvad der stadig kan betale sig at få hentet ind.

I Kleppe i Norge går de ifølge mælkeproducent Leif Harbo ikke så meget op i udbyttet af korn. Da hans svoger høstede vårbyg, var udbyttet »katastrofalt dårligt«, men en god mængde halm gav smil på læben.

»Min svoger har sået vårbyg udelukkende for at kunne få strøelse til sine svin. Her i denne del af Norge er det lidt omvendt. Her er det halmen, der har høj værdi, og kornet bliver for mange næsten et biprodukt«, fortæller Leif Harbo.

Den norske landmand bor sammen med sin hustru og deres tre børn i det sydlige Norge nær Stavanger, hvor Leif Harbo har en mindre mælkeproduktion og driver en maskinstation.

Han uddyber, at halm er en mangelvare, og det giver en omsætning på to-tre norske kroner pr. kilo. I nogen tilfælde op til fem kr. pr. kilo.

»Tilbage i 2014-2017 havde jeg også selv vårbyg og græsproduktion ved siden af. Men det kan slet ikke svare sig i dag, så nu har jeg græs. Man er jo nødt til at følge markedet«.

Søskende og samvær

Lidt over 500 km væk, nærmere bestemt Thisted i Nordjylland, bruger de tre søskende Uffe, Christian og Thilde Thomsen gerne tid sammen i marken, når forældrenes hobbylandbrug med 12 hektar hvede og byg skal høstes.

De mindre hektar er dog hurtigt overstået, og derfor har brødrene kastet sig over at drive en lille maskinstation ved siden af deres fuldtidsarbejde.

»Da jeg for nogle år siden prøvede at køre en bigballepresser hos en kammerat, var det noget af det fedeste, jeg kunne lave med en traktor. Faktisk bedre end traktortræk«, fortæller Christian Thomsen, der også arbejder i svinestalden hos Rosvang.

Forældrenes gård har været i familiens eje, siden oldefar fik råd til at købe ejendommen i 1906 efter at have arbejdet i USA i 12 år. Det yngste barn i flokken, Thilde Thomsen på 26 år, hjælper i dag familien med at køre halm, når hun har ferie fra studierne i Aarhus.

»Jeg er jo vokset op på gården, så det er dejligt at komme hjem. Det giver også enormt meget for mig at bruge tid med min familie på noget, de elsker. Hver sommer drejer sig om høsten, og vi kan ikke lægge planer, hvis det er godt vejr«, fortæller hun.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle