Næsten 100 stiller op til DM i pløjning

Stort rykind på Kragerup Gods i weekenden.

Efter et vellykket VM i pløjning for tre uger siden byder Landboungdom nu velkommen til DM i pløjning. Det sker på fredag og lørdag 23.-24. oktober 2015. Bag arrangementet står LandboUngdom Øst.

”Vi har glædet os rigtig meget til at byde de mange pløjere velkommen til Sjælland. Det er mange år siden, vi sidst har haft DM i pløjning på Sjælland, og selvom mange af os fra styregruppen ikke er pløjere, har vi taget udfordringen med DM-stævnet op, da vi synes, det er spændende,” siger Rikke Bylov, formand for DM styregruppen.

I stævnet deltager 97 pløjere, som i løbet af weekenden pløjer jorden på Kragerup Gods nord for Slagelse.

”Der er 32 pløjere fra LandboUngdom, og mange af dem tager turen fra Jylland, det er vi rigtig glade for. I år kan vi ekstraordinært tilbyde alle LandboUngdoms pløjere både stub- og grønjord, så det bliver spændende at se, hvordan de klarer det,” siger Rikke Bylov.

Der kommer også 43 veteranpløjere, og 18 hestepløjere, der dyster både i DM og Nordisk Mesterskab.

Derudover deltager fire landbrugsskoler i Skole DM med vendeplove og konkurrerer om æren og en vandrepokal. Skolerne stiller med teams af fire elever, der skiftes til at pløje og stille på ploven. Foruden pløjeteamet kommer skolerne med resten af deres Grundforløbselever, som skal dyste i en quiz og som bedste heppekor. Alle tre discipliner tæller med i konkurrencen om vandrepokalen.

De fire skoler, der deltager, er den lokale skole Landbrugsskolen Sjælland, Dalum landbrugsskole, Nordjyllands Landbrugsskole og Grindsted Landbrugsskole.

Fakta om DM i pløjning 2015
Fredag 23. oktober
Skole DM: Kl. 9.00 starter heppekoret med quiz. Kl. 9.35 starter flækningen, og pløjningen er kl. 10.00-12.20, vurdering af pløjefelter 12.40-13.15, offentliggørelse af vinderen ca. kl. 13.45
LU DM: Kl. 11.10 starter flækning, pløjer kl. 12.20-15.00, forventet offentliggørelse af vindere ca. kl. 16.30

Lørdag 24. oktober 2015
Hestepløjning DM og NJM: Kl. 10.00-12.20 pløjning i stubjord. Kl. 14.00-16.20 pløjning i grønjord. Offentliggørelse af vinderne ca. kl. 17.00
LU DM og Veteran DM: Kl. 10.30-10.50 flækning. Kl. 11.50-14.30 pløjning. Offentliggørelse af vindere ca. kl. 16.00.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle