Nødvendigt at bygge bro mellem land og by: Tog nabosønnen med i tærskeren

Den 40-årige landmand René Lomholt fra Sdr. Felding havde for nylig nabosønnen Jeppe med i mejetærskeren.

Nabosønnen, Jeppe på seks år, havde glædet sig hele natten, og nu oprandt dagen endelig, hvor han skulle med ud i mejetærskeren.

"Han er vild med maskiner, og kunne næsten ikke sove om natten – og var vildt glad. Han har sine udfordringer i hverdagen, han går bl.a. i en specialklasse i Herning, så det var også en stor glæde for mig at kunne give ham den oplevelse", siger René Lomholt.

I den store New Holland-maskinen med 35 fods skærebord prøvede Jeppe at sidde bag rattet. Han holdt også øje med, om tanken var fuld og kaldte efter kornvognen i walkie-talkien.  

"Det går sommetider stærkt i høsten, men det er også vigtigt at tage sig tid til den slags", siger René Lomholt.

For René Lomholt handler det ikke kun om at give nabosønnen en god oplevelse. For ham er det blevet en vigtig del af hvervet som landmand at bygge bro til det omkringliggende samfund.

"På onsdag skal jeg eksempelvis forbi børnehaven med mejetærskeren. Så kan børnene prøve at sidde i cockpittet, og jeg tager også korn med, så de kan prøve at røre ved det", siger René Lomholt, der overtog landbruget Østerbjergegård i januar, efter at han i 10 år havde kørt det som et I/S sammen med sin far, der oprindeligt købte landbruget i 1976.

Nødvendigt at kommunikere

Besøget i børnehaven er blot et sted, hvor den 40-årige landmand bygger bro. Han deltager også i aktivt i arrangementer såsom byfester, og via Facebook giver han besked, når der høstes, så folk kan tage vasketøjet ind i tide. Det samme gælder også, når der køres gylle.

Og han tror, at den mere åbne form for kommunikation mellem landbrug og det øvrige samfund er kommet for at blive.

"Jeg tænker efterhånden, at det er en nødvendighed – og i meget højere grad end for 30 år siden. Min far har haft lidt svært ved at forstå det, for i hans tid har det heddet sig, at uden landbrug, har befolkningen ikke noget at spise. Men sådan tænker folk ikke længere", siger han.

Og han har en god fornemmelse for, at indsatsen virker. Han nævner bl.a. et konkret eksempel.

"For nylig kørte en mand i sin bil bag mejetærskeren og skældte ud. Da han kom op på siden, pegede sønnen, der var med i bilen, og sagde, at det jo netop var den mejetærsker, der har været på besøg i børnehaven, og så blev stemningen mildere", siger han.

"Generelt får mange kommentarer fra folk, der er positive over for de ting, vi gør for at være i dialog med folk", siger René Lomholt.


René Lomholts lærling, Magnus Sahl, høstede den 26. august - den sidste dag i årets høst - i alt 70 hektar og parkerede først kl 4.30 i maskinhuset.

Med de indsendte billeder deltager René Lomholt i konkurrencen Skyd Høsten Bedst.

Skyd Høsten er et samarbejde med Gjensidige. Få gode råd til en sikker høst og deltag i vores høstquiz her. Så er du med i lodtrækningen om en DJI Mavic Air 2 Drone til en værdi af 7.990 kroner

Faktaboks

Skyd Høsten 2021

Der er nu lukket for indsendelser til årets konkurrence. Vindere bliver afsløret i LandbrugsAvisen 18. september.

Emneord

Skyd høsten 2021

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle