Nøglemedarbejder kan ryge i hæren med få dages varsel

De fleste medarbejdere er fredet for indkaldelse til hæren, men Thyregod risikerer at miste nøglemedarbejder til krigen

Den ukrainske hær rekrutterer løbende en masse folk til tjeneste i krigen mod Rusland.

Men det kommer ikke uden et stort dilemma for det ukrainske samfund og virksomhederne, der til daglig har de selvsamme soldater som arbejdskraft.

I den krig, som snart har varet seks måneder, har Thyregod ’mistet’ flere gode medarbejdere – blandt andet en specialist i at male TIM-vogne.

- De skal selvfølgelig tage af sted for deres land, men det har nogle udfordringer. Det er også vigtigt for Ukraine, at man holder produktionen i gang og dermed bevarer arbejdspladser og industri i landet, siger Jakob Hansen, direktør for det danske producent i Ukraine.

For at være sikker på, at man kan blive ved med at producere, har Thyregod nu fået en tilladelse fra centrale ukrainske myndigheder i Kyiv, som siger, at det er vitalt, at produktionen holdes kørende og arbejdskraften skal blive på fabrikken. Alle mænd i Ukraine mellem 18 og 60 år regnes som en del af reserven. Der er dog en medarbejder, som kan ryge af sted.

- Min produktionschef har en rang i militæret, så ham kan vi ikke få fredet, og han er virkelig en nøglemedarbejder for os. Han startede som svejser hos os, kan alt og er lynhurtigt blevet produktionschef, fortæller Jakob Hansen.

For 28-årige Nestor Mozola er det en blandet følelse. Han kan hvert øjeblik blive indkaldt til en session, hvorefter han få uger senere kan være i krig.

- Hvis jeg skal, så skal jeg, og så gør jeg det, men jeg vil helst arbejde.

Faktaboks

Kort vej til fronten

  • Ingen mænd mellem 18 og 60 år må forlade Ukraine. 
  • De kan blive indkaldt til session med få dages varsel. 
  • Ved indkaldelse skal de stille hurtigt og kan efter få ugers træning, blive sendt til fronten.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle