N-prognose: Du skal gøde 0 til 15 kg under normen

Tørt efterårs- og vintervejr medfører mindre behov for tildeling af kvælstof til afgrøder på finsand, blandet sand- og lerjord og lerjord. Det fastslår kvælstofprognosen for 2019.

Der er gødning tilbage i jorden fra sidste år eller på anden måde mobiliseret kvælstof som planterne kan leve af. I hvert fald i dele af landet. Derfor må markerne en del steder ikke få hele kvælstofnormen, og alt i alt skal landmænd skrue ned for N-gødningen med 10.000 ton.

Kvælstofprognosen for 2019 viser et større kvælstofindhold end normalt på jordtyperne finsand, blandet sand- og lerjord og samt lerjord, mens der på grovsand er normalt kvælstofindhold. Korrektionen af kvoten er afhængig af jordbund og geografisk placering. Prognosen følger kommuneinddelingen.

I gennemsnit svarer det til 3,9 kg N pr. hektar. Hvor meget mindre, man må gøde med fremgår af kortet og tabellen.

Korrektion af kvælstofkvoten afhængig
af jordtype og område (kg N pr. ha)

Område

Grovsand
JB 1 og JB 3

Finsand
JB 2 og JB 4

Lerjord
JB over 4

A

0

0

0

B

0

-5

-15

C

0

0

-15



Kvælstofprognosen 2019 bygger på forskellen mellem resultaterne af N-min-målinger på 133 marker fordelt over hele landet gennemført i de første 14 dage af februar 2019.

Store nedbørsforskelle

Der har været betydelige forskelle i nedbørsmængderne på tværs af egne af landet. Det betyder at kvælstofprognosen inddeles i tre områder – A, B og C.

I område A har nedbøren kun ligget 20 mm under gennemsnittet for de sidste 10 år, hvilket betyder, at kvælstofprognosen ikke angiver en reduktion af kvælstofbehovet i dette område. I område B ligger nedbøren 56 mm under gennemsnittet og i område C 90 mm under gennemsnittet.

Om kvælstofprognosen

Kvælstofprognosen er indstillet af Normudvalget, der består af repræsentanter fra Aarhus Universitet, Københavns Universitet, SEGES, Miljø- og Fødevareministeriet og Landbrugsstyrelsen. Prognosen er baseret på målinger af jordens kvælstofindhold i februar, som sammenlignes med det gennemsnitlige indhold de sidste 11 år. Er jordens aktuelle indhold af kvælstof større end gennemsnittet, er prognosen negativ. Er indholdet lavere, er den positiv.

Gælder vinterkorn og vårsåede afgrøder

Kvælstofprognosen gælder for marker med vinterkorn og vårsåede afgrøder. Ifølge Lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække skal bedriftens samlede kvote for kvælstof korrigeres efter kvælstofprognosen for planperioden.

Automatisk korrektion

Bekendtgørelsen som udmønter kvælstofprognosen træder i kraft torsdag den 21. marts, og umiddelbart efter vil siden vedrørende gødningsplanlægning i Tast selv-service blive opdateret med tallene for Kvælstofprognosen 2019. I den vedhæftede tabel kan man se, hvordan kommunerne er fordelt mellem områderne A, B og C. Hvis du allerede har beregnet din kvælstofkvote, vil den automatisk blive genberegnet, når kvælstofprognosen er tilgængelig i Tast selv-service.
 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.