Nature Energy tager første skridt mod skræddersyet gylle til landbruget

Nature Energy slog torsdag dørene op til deres nye anlæg i Videbæk. Anlægget skal designe gylle til landbruget.

Danmarks største biogasproducent, Nature Energy, åbnede torsdag deres nye anlæg i Videbæk, der er et såkaldt separationsanlæg. Anlægget er første skridt på vejen mod at producere skræddersyet gylle til landbruget.

Det skriver Nature Energy i en pressemeddelelse.  

Det nye anlæg i Videbæk separerer næringsstofferne fosfor og kvælstof i gyllen, hvilket betyder, at vi kan imødekomme gødningskravene hos landmanden bedre. Med andre ord kan separationsanlægget designe gyllen, så den har en mere optimal sammensætning af næringsstoffer. Det er første skridt på vejen mod egentlig designergylle, skriver Nature Energy.

"Med biogasproduktionen skaber vi først og fremmest klimavenlig energi til gavn for samfundets grønne omstilling. Herudover sikrer vi også, at landbruget får grøn gødning retur til markerne. Med det nye separationsanlæg sætter vi nye standarder for den grønne gødning, da vi kan tilpasse gyllen, så den passer bedre til det lokale landbrug. Det gør den separerede gødning til en stor gevinst for landbruget og ikke mindst miljøet, da den indeholder mere præcise forhold af de næringsstoffer, der er behov for", siger bestyrelsesformand i Nature Energy, Peter Gæmelke, der også er tidligere præsident for Landbrugsrådet.

Når den afgassede biomasse kommer retur til landmændene som grøn gødning, har biogasproduktionen dermed skabt en afgørende recirkulering af næringsstoffer.

Det er områdets lokale landmænd, der leverer gylle og dybstrøelse til biogas- og separationsanlægget i Videbæk. Når landmændene efterfølgende får den separerede gødning retur, vil det have en mærkbar betydning for det enkelte landbrug.

Viceformand hos Landbrug & Fødevarer, Thor Gunnar Kofoed, deltog i indvielsen af det nye anlæg.

"Med den separerede gylle fra Videbæk styrker vi den grønne omstilling af landbruget, og vi giver bedre mulighed for at flytte næringsstoffer væk fra de tætteste husdyrområder, hvilket har stor værdi for landbruget og miljøet", siger Thor Gunnar Kofoed.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle