Naturfond køber område i Mols Bjerge

Den Danske Naturfond har købt flere områder i Mols Bjerge. Dermed bliver endnu mere af den sjældne og vilde natur i området beskyttet.

Det er måske ikke alle, der bliver lige begejstrede over at finde den ikoniske, vilde plante ’opret kobjælde’ eller en ’lakrød møgbille’, efter at have rodet rundt i en kokasse.

Ikke desto mindre er disse vilde planter og insekter en del af det naturrige område i Nationalpark Mols Bjerge, fyldt med sjældne og truede dyre- og plantearter, som Den Danske Naturfond nu har købt 47 hektar af for at beskytte naturen.

"Hver gang vi kan flytte noget fra dyrkning og menneskelig udnyttelse over mod noget, hvor naturen får lov til at være i fred og får mere plads, har vi vundet en sejr. Her er der tale om en halv kvadratkilometer i noget af det bedste og mest artsrige natur i Mols Bjerge", siger natur- og projektmedarbejder i Nationalpark Mols Bjerge, Jens Reddersen, til TV2 Østjylland.

60 procent af Danmarks insektarter er at finde i området, som Naturfonden nu har købt, og det er et af de områder i Danmark, der huser flest sjældne og truede arter.

Den Danske Naturfond har et mål om at skabe mere natur, der hænger sammen i stedet for at være spredt og isoleret rundt omkring i landet.

Købet af de 47 hektarer fordobler arealet af de områder i Nationalpark Mols Bjerge, hvor Naturfonden beskytter den vilde natur.

Hos Nationalpark Mols Bjerge skaber købet glæde. Naturformidler, Jens Thorving Andersen, er begejstret over, at et endnu større areal nu vil blive beskyttet.

"Hvis vi vil naturen det bedste, så skal vi disponere noget mere plads helhjertet til den. Og den eneste gevinst, vi skal forvente at få ud af det, er oplevelsen og beundringen af, at naturen udfolder sig", siger han til TV2 Østjylland.

"Forestil dig, at du vinder i lotto en dag. Det er sådan jeg har det, når jeg finder sjældne dyr og planter i den danske natur".

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle