Naturklager forsinkes - regeringen vil fjerne pukkel

Den nye styrelse Nævnenes Hus i Viborg får tilført ekstra ressourcer for at reducere en sagspukkel i Natur- og Miljøklagenævnet.

Regeringen beklager nu, at der er opstået en sagspukkel i det nye Nævnenes Hus i Viborg. De mange sager har resulteret i forsinkelser.

Nu skal ekstra medarbejdere og et korps af tidligere medarbejdere i en periode hjælpe med sagsbehandling.

"Regeringens udflytning af statslige arbejdspladser, der generelt kører helt efter planen, må ikke betyde, at der opstår uacceptabelt lange sagsbehandlingstider. Derfor sætter vi nu ekstraordinært ind i forhold til Natur- og Miljøklagenævnet, hvor der er opstået en stor sagspukkel blandt andet som følge af, at en række erfarne medarbejdere har fået nye job i forbindelse med udflytningen til Viborg," siger erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) i en pressemeddlelse.

Landbrug & Fødevarer har påpeget over for regeringen, at forsinkelserne går ud over landmændene.

”I Landbrug & Fødevarer er vi rigtig glade for, at erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen har taget disse initiativer og nu sætter ind med ekstra ressourcer til Natur- og Miljøklagenævnet. Som vi tidligere har skrevet til ministeren er det vigtigt, at der ikke sker en stigning i sagsbehandlingstiderne,” siger miljøchef Anette Christiansen, Landbrug & Fødevarer, til Landbrugsavisen.dk.

Den nyetablerede styrelse Nævnenes Hus i Viborg samler i alt 14 nævn - herunder klagenævn - fra en række ministerier. Styrelsen skal være fuldt funktionsdygtig fra den 1. januar 2017.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle