Naturplejeguide gør arbejdet lettere for landmanden

Digital naturplejeguide skal gøre det nemmere for landmænd og andre lodsejere at pleje og passe på naturen. Miljø-og fødevareminister Esben Lunde Larsen glæder sig over, at Naturpakkens naturpleje-initiativer nu er en realitet.

Nu bliver det lettere for landmænd og lodejere at få et overblik over muligheder, regler og tilskud til naturpleje med gummistøvlerne på og mobilen i hånden.

Med Naturpakken ønskede aftaleparterne (VKOLA) større klarhed over samspillet mellem mulighederne for naturpleje og regler om naturbeskyttelse, og det bliver nu realiseret med bl.a. en ny app til mobilen og en ny digital naturplejeguide:

"Jeg oplever, at mange landmænd ønsker at lave naturpleje, men er usikre i forhold til hvilke konsekvenser og regler, der er på området. Derfor er det et længeventet ønske fra landmænd og lodsejere at få bedre værktøjer til naturpleje, som nu går i opfyldelse. Nu styrker vi informationen, så der er et positivt incitament til at pleje naturen", siger Esben Lunde Larsen.

Den nye digitale naturplejeguide vil hjælpe landmanden til at træffe den bedste løsning set i forhold til hans bedrift. Det gælder både i forhold til at udføre naturpleje, udlægge ny natur og finde ud af, hvad der er af relevante tilskud.

Hvis landmanden eksempelvis har arealer i et Natura 2000-område, så kan han gå ind på naturplejeguiden og undersøge, hvad han skal gøre i forhold til græsning, vildtpleje, braklægning, m.v.

Derudover er der udviklet en app for beskyttet natur. Her kan landmanden med mobil og app i hånden undersøge, hvornår han befinder sig på et areal, der er registreret som § 3-beskyttet.

Naturplejeguiden er udviklet af Miljøstyrelsen og Landbrug & Fødevarer, Seges, i samarbejde med Landbrugsstyrelsen, Fødevarestyrelsen og kommunerne.

Appen for beskyttet natur er udviklet af Miljøstyrelsen i samarbejde med Slots- og Kulturstyrelsen, kommunerne, og Seges.

Se guiden her.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle