Naturstyrelsen: Høj bison-dødelighed skyldes indavl

Naturstyrelsen afviser dyrlæges kritik af dårlig trivsel hos bornholmske bisoner: Høj dødelighed skyldes, at indavl har svækket racen, forklarer skovrider.

Naturstyrelsen afviser dyrlæge Jens Kristoffersens kritik af det bornholmske rewilding-projekt med bisoner udsat i Almindingen.

I følge skovrider Søren Friese er dødeligheden på 46 pct. blandt de bornholmske bisoner  ikke usædvanlig høj for europæisk bison, som er svækket af indavl.

I et skriftigt svar på kritikken forklarer Naturstyrelsen og Søren Friese, at bisonerne i Almindingen "har normalt god huld, og har rigelig adgang til føde i den 200 hektar store indhegning".

"Det er korrekt, at vi har oplevet en lidt højere dødelighed, hvis man sammenligner med andre arter, som indgår i forvaltningen af statens naturområder ved at græsse. Men for europæisk bison er det ikke noget der er unormalt".

Indavl gør sårbar

Styrelsen skriver videre, at den europæiske bison er som art blevet særligt sårbar over for sygdomme og parasitter, fordi den nulevende bestand er et resultat af en vis indavl. 

"Europæisk bison var udryddet i naturen efter 1. verdenskrig, og alle nulevende individer stammer fra kun 12 dyr, så der har været tale om en overordentlig smal genetisk flaskehals, og der har indtil for nylig været tvivl om, hvorvidt arten overhovedet kunne overleve". 

Intet unormalt

"De bornholmske bisoners dødelighed er sammenlignelig med bisoner i de andre bisonprojekter i Europa, som vi samarbejder med. Vi deltager årligt i netværksmøder med andre bisonprojekter, og her deler vi erfaringer om bl.a. dødelighed og kan se, at der intet unormalt er i det, vi har set her i Danmark".

De stærkeste skal leve

Søren Friese forklarer videre, at bisonerne i Almindingen indgår i det europæiske avlsprogram og en fælleseuropæisk forvaltningsplan, som skal bevare arten.

"Det er gavnligt for artens overlevelse og sundhed på længere sigt, hvis det kun er robuste individer, der giver deres gener videre. Derfor dyrlægebehandler vi ikke bisonerne, men hvis vi ved vores løbende tilsyn konstaterer, at et dyr er sygt, og vi vurderer, at dyret lider eller ikke kan overleve, afliver vi det. Det er en praksis, som er i tråd med Dyreetisk Råds anbefalinger til rewildingprojekter".
 

Vil udvide indhegning

Naturstyrelsen ønsker fremover at udvide indhegningen, så der bliver mere plads til dyrene, og det forventes at have en positiv effekt på bestanden fremadrettet. 

"Vi har tidligere hentet en ny tyr til flokken og har også et ønske om at tilføre flere køer. Både udvidelsen af hegnet og tilførelse af andre gener er noget, vi undersøger mulighederne for i øjeblikket".

Naturstyrelsen undestreger afsluttende, at man gennem hele bison-projektet været åben omkring forholdene, hvilket afspejler sig i detaljerede beskrivelser af bisonprojektet på Naturstyrelsens hjemmeside.
Her har parasitproblematikken bl.a. sin egen underside.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle