Nyt om navne

Untitled image

Nyt job

Palle Rask Sørensen

Danske Bank

I forbindelse med, at Danske Bank slår deres Landbrugscenter Nordjylland og Landbrugscenter Øst-/Midtjylland sammen til en ny enhed, er Palle Rask Sørensen udnævnt til at være chef for den nye afdeling.

”I hele min karriere har landbruget haft min primære interesse, og jeg ser frem til at være en del af en ny samlet enhed i Midt/Nord. Vores team er sammensat af medarbejdere med forskellige kompetencer, og vi dækker bredt inden for landbrugets forskellige driftsgrene,” siger han.

Palle Rask Sørensen er oprindelig uddannet jordbrugsøkonom på Landbohøjskolen og har arbejdet i rådgivningssektoren, inden han begyndte i Danske Bank i 2007. Her har han samlet ledelseserfaring de seneste ti år.

”Vi ønsker at gøre os fortjent til at være en foretrukken og relevant samarbejdspartner for landbruget. Vores ambition i det nye Landbrugscenter Midt/Nord bliver fortsat at være faglig relevante, og at både nuværende og kommende kunder opfatter Danske Bank som den oplagte strategiske og finansielle partner. Det gælder lige fra de unge, der er på vej ind i erhvervet, til de mange producenter, der dagligt gør dansk landbrug til et enestående erhverv,” siger Palle Rask Sørensen.

Årsagen til sammenlægningen er ifølge Danske Bank, at man vil sikre sig, at de stadig større og mere komplekse kunder, får det bedst mulige faglige og strategiske sparringsmiljø.

Den nye enhed kommer til at hedde Landbrugscenter Midt/Nord, men afdelingerne forbliver som hidtil i Aarhus og Aalborg.

Når det nye landbrugscenter er etableret, vil Danske Bank have fire landbrugscentre rundt omkring i Danmark: Midt/Nord, Sydjylland, Fyn og Sjælland.