Nedlagt landbrug i klemme: Strid om nordjysk gravhøj tages op på Christiansborg

Politiker vil fjerne nogle af Danmarks 20.000 gravhøje. Formand for Danmarks Kulturarv mener, at vi har for få gravhøje

For nylig fik Jørgen Solberg besked på at fælde en række træer i et læhegn og rive et syv år gammelt halvtag ned på sit nedlagte landbrug,eftersom de ligger for tæt på en gravhøj.

Jørgen Solberg fik faktisk dispensation fra et næsten enigt lokalt byråd, men Danmarks Naturfredningsforening ankede dispensationen til Naturklagenævnet i sidste øjeblik.

Og her fik de efterfølgende medhold, hvilket nu har resulteret i, at Jørgen Solberg påkræves at fjerne både læhegn og halvtag.

Historien udløste efterfølgende mange og kraftige reaktioner og vil nu også blive rejst på Christiansborg.

Det skriver TV2 Østjylland via Ritzau.

"Jeg forstå godt behovet for, at vi beskytter vores kulturarv. Men vi har over 20.000 gravhøje, så lidt sund fornuft burde der være", siger det lokalt valgte folketingsmedlem Michael Aastrup Jensen (V).

sagen kort

Loven siger blandt andet, at der ikke uden dispensation må bygges nyt, hvor der ikke ligger noget i forvejen indenfor en radius af 100 meter omkring gravhøjen.

Michael Aastrup Jensen (V) mener, at grænsen på 100 meter skal sættes ned.

"Vi har rejst sagen nu overfor ministeriet for at prøve at se, om vi kan lave noget om", siger Michael Aastrup Jensen.

Han vil altså kigge på reglen om, at der som udgangspunkt ikke må bygges nyt indenfor 100 meter af en gravhøj. Han mener også, at man skal overveje, om alle 20.000 gravhøje skal beskyttes lige meget.

"Jeg synes i hvert fald, at der skal noget sund fornuft til. Man skal sørge for at finde en balancegang, hvor vi beskytter den danske kulturarv, men også tager højde for, at udviklingen fortsætter. Måske kan nogle af dem godt fjernes", siger Michael Aastrup Jensen.

danmarks kulturarv stejler

Jørgen Mejlsø er formand for Danmarks Kulturarv, og han mener ikke, at det er en god ide at begynde at fjerne nogle af Danmarks 20.000 gravhøje.

"I gennemsnit er der 200 i hver kommune. De er bygget på en periode på 2.000 år, så der er rigtig mange forskellige typer af gravhøje. Det er ikke bare en bunke jord med noget græs på", siger Jørgen Mejlsø.

Ifølge ham har vi faktisk slet ikke nok gravhøje.

"Det kan ikke lade sig gøre at fjerne dem. For hvis man skulle fjerne nogle, skulle det være, fordi man kunne se, hvilke der var mest værd. Det kan man ikke udefra", siger Jørgen Mejlsø, der uddyber, at man heller ikke har teknik til at kunne gennemlyse dem.

"Vi ved ikke, hvilke gravhøje der er de vigtige", siger Jørgen Mejlsø.

Han mener heller ikke, at det er nogen god ide at slække på kravene om, at man ikke må bygge nyt i en radius på 100 meter omkring gravhøjene.

"Fortidsminderne kom først. Det er gammel kulturarv. Hvis ikke vi passer på vores kultur, så bliver vi fattige rent menneskeligt. Vi har under ti procent tilbage af dem, så det er en fattig rest, vi har tilbage. Den skal vi ikke begynde at fjerne noget af", Jørgen Mejlsø.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle