Nervepirrende efterår for svinepris

Svineprisen har nu bremset nedturen, men der meldes fortsat mere om usikkerhed og stort udbud end om lys for enden af nedturs-tunellen.

Er nedturen slut på svineprisen? Eller vil 2021 ende i et lige så depressivt leje som 2018?

Spørgsmålet er brandvarmt - men også næsten svært at finde pejlemærker på.

Den kommende uge vil noteringen for tredje uge i streg lyde på 8,70 kr. per kilo.

Trods den stabilisering af prisen gik ordet "usikkert" igen i ugens markedsberetning fra Danish Crown.

Produktionen forventes at stige som den vanligt gør i efteråret, men hvordan efterspørgslen vil være - og hvilke markeder der vil i givet fald vil aftage, er omgærdet af netop usikkerhed.

Intet er som det plejer van, fordi coronarestriktioner og eksportforbud blander sig i de vanlige købemønstre.

Kineserne har stadig ikke meldt sig tilbage med den store indkøbskurv, meldte Danish Crown. I stedet lød meldingen på "meget stille".

Og selv om japanerne og også andre asiatiske nationer aftager pæne mængder, er det langt fra nok til at kompensere for det store kvantum, som især spanske slagterier og også de ASF-restriktionsramte tyskere, må afsætte i Europa.

Spørgsmålet er så, om bunden er nået og der atter kan forventes stigninger - eller om man går et dødvande a la 2018 med flere måneder på samme niveau i møde.

Slagteridirektør Niels Jørgen Villesen fra Tican er ikke meget for at være skråsikker.

"Jeg vil jo gerne sige, at bunden er nået, men det har vi jo ønsket flere gange hen over sommeren", konstaterer han.

"Vi kommer af med varerne, men det glider ikke altid lige let".

Tican-direktøren påpeger som de fleste af de øvrige markedsaktører, at der skal import til fra Kina, hvis priserne for alvor skal rettes igen.

Her er det eneste sikre, at landets statistikker er usikre. På den ene side meldes der om et stort antal slagtninger, en stigende bestand - og en med sikkerhed kraftigt faldende svinepris. Men der tales også om udfordringer med nye tilfælde af afrikansk svinepest (ASF), som myndighederne meget nødigt taler offentligt og konkret om.

Fra den amerikanske markedskommetator Jim Long lød det denne uge:

"Den kinesiske produktionsbase svinder ind på grund af nærmest ubegribelige økonomiske tab og fortsatte problemer med ASF. I det meste af Europa taber producenter 35-50 euro (250-370 kroner) per slagtesvin. Det medfører aflivning af søer", skriver han og tilføjer:

"Den amerikanske produktion er stabil og det samme er Canadas. Vi forventer, at udbud-efterspørgselsniveauet på globalt plan vil understøtte slagtesvine-prisen i 2022".

Hvor de danske producenter indtil videre har været rolige, eller i hvert fald stille i medierne med meldinger om panik og reduktion af bestande - eller ligefrem konkurser, har den tyske branche denne uge været på dagsordenen i regeringstoppen. Her arbejdes der nu på at lancere ekstra støtte til de pressede producenter via deminimis-ordninger fra EU, sådan at man kan sikre fortsat produktion i Tyskland.

Faktaboks

8,70 kroner per kilo

  • Svinenoteringen vil for den kommende uge lyde på 8,70 kroner per kilo.
  • Man skal tilbage til 2018 for at finde så lavt et niveau.
  • I 2020 var noteringen på 10,3 i uge 38.

Relaterede

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle