New Zealand starter stærkt ud i ny mælkesæson

De new zealandske mælkeproducenter leverer foreløbigt mere mælk i den nye sæson.

Selvom den nye malkesæson kun akkurat lige er startet i New Zealand, er der allerede fremgang at spore.

I juni og juli, som regnes for vinterperioden i New Zealand, hvor de fleste køer er golde, blev der produceret 8,7 pct. mere mælk end de tilsvarende måneder i 2018. Omregnet til kg er der tale om en fremgang på 40 mio. kg.

Den new zealandske mælkeproduktion ventes at toppe i oktober-november.

I sidste sæson lykkedes det trods besvær med tørke at øge mælkemængden i New Zealand med 2,2 pct.

Værre ser det ud i nabolandet Australien.

Her foreligger endnu kun tal for juli måned, men her var indvejningen 8,4 pct. mindre sammenlignet med samme måned sidste år. Og i sidste sæson, som sluttede ved udgangen af juni, blev den australske indvejning sendt 5,7 pct. tilbage sammenlignet med forrige sæson.

Tallene er opgjort af EuropaKommisionen, som også meddeler, at mælkeproduktionen år til dato er status quo med mængden i de samme måneder sidste år.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle