New Zealand vil beskatte drivhusgasser fra landbruget

Et forslag om skat på køers metanudledning er ikke faldet i god jord hos de newzealandske landmænd.

New Zealands regering har tirsdag morgen lokal tid foreslået at beskatte de drivhusgasser, som husdyrs prutter og bøvser udleder, i et forsøg på at tackle klimaforandringerne.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Regeringen siger, at CO2-afgiften vil være den første af sin slags i verden, og at landmænd kan tjene omkostningerne ved afgifterne ind igen ved at tage flere penge for klimavenlige produkter.

Forslaget er dog ikke faldet i god jord hos landmændene i landet i Stillehavet.

Federated Farmers, der er landets største lobbyorganisation for landbruget, siger, at planen vil "rive indvoldene ud af New Zealands landsbysamfund" og erstatte gårde med træer.

Organisationens formand, Andrew Hoggard, siger, at landmænd har forsøgt at samarbejde med regeringen om en plan, der skal bringe udledningen ned uden at mindske fødevareproduktionen i mere end to år.

Han mener, at konsekvensen af regeringens plan vil være, at landmændene sælger deres gårde "så hurtigt, at du ikke en gang vil kunne høre hundene gø bag på deres pickup-truck, når de kører afsted", skriver AP.

Ifølge regeringens plan skal landmænd begynde at betale for udledningen i 2025. Hvor meget køers bøvser og prutter skal koste, er endnu ikke besluttet.

Oppositionspolitikere mener, at planen i virkeligheden vil føre til mere udledning, fordi newzealandsk landbrug vil flytte til andre lande, der producerer fødevarer mindre bæredygtigt.

New Zealands landbrug er en vigtig del af økonomien. Mejeriprodukter, herunder dem der bruges til at lave modermælkserstatning i Kina, er landets største eksportvare.

Der bor omkring fem millioner mennesker i New Zealand, og der er omkring ti millioner kødkvæg og 26 millioner får.

Det betyder, at omkring halvdelen af New Zealands udledning af drivhusgasser kommer fra landbruget.

Regeringen har lovet at reducere udledningen af drivhusgasser og gøre landet CO2-neutralt i 2050. En del af planen er at reducere udledningen af metan fra husdyr med ti procent i 2030 og 47 procent i 2050.

/ritzau/

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle