New Zealandsk mejerikæmpe: Vildt vejr giver mindre mælk

Fonterra mærker både oversvømmelser og corona-virus på forretningen. Indtil videre fastholdes forventningerne til mælkeprisen.

Mælkeindvejningen til det store new zealandske mejeri Fonterra falder i 2020-sæsonen. Det skyldes de ekstreme vejrforhold, som New Zealands mange mælkeproducenter netop nu kæmper med, hvor flere gårde har været plaget af oversvømmelser og voldsomt vejr.

I en opdatering af regnskabsforventningerne til børsen melder Fonterra, at man forventer, at 2020-sæsonen vil ende i et fald i indsamlingen af mælk fra forventet 1.530 millioner kilo mælkeværdistof til nu 1.515 mio. kilo.

"Vi har for nylig set en reduktion i vores indsamling af mælk og vores landmænd står over for svære vejrbetingelser. Vi vil fortsat arbejde sammen med dem for at sikre, at de, der har behov for ekstra støtte, kan få den", udtaler adm. direktør Hurrelll i meddelelsen. 

Fonterra melder dog, at man fastholder sin vurdering af den samlede mælkepris til landmændene på 7-7.60 new zealand-dollars per kilo mælkeværdistof.

Ikke kun vejr, også virus

Ud over de vilde vejr må mejeriselskabet også lige nu kæmpe med den frygtede Corona-virus, der lægger en dæmper på især salget til Kina.

"Vi så i årets første tre måneder et stort momentum. Dette fortsætter og nu, hvor vi nærmer os vores halvårsresultater er vores underliggende indtjening god. Når det er sagt, må vi tage en forsigtig tilgang til andet halvår og vores samlede indtjening for året, idet vi må tage højde for de signifikante risici, der kunne følge af coronavirus", lyder det fra topchefen.

"Den nuværende situation er meget omskiftelig og usikker. Vi har allerede afsat en meget høj procentdel af vores mælkemængde for 2020 på kontrakter, og det hjælper os med at styre påvirkningen fra coronavirus", siger han og takker sine medarbejdere i Kina.

Fonterra mærker, at containere har sværere ved at komme igennem havneterminaler og toldmyndigheder, omend der stadig er flow i behandlingen af de mange varer. Derimod har restriktionerne på kineseres gøren og laden betydning for restauranter og fødevarebutikker, der ofte er lukket for tiden. Dette betyder, at Fonterras foodservice-salg er påvirket. Fonterra vil opdatere på situationen igen senest om en måned.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle