Ni EU-lande lægger loft over landbrugsstøtte

I seks af de ni lande er loftet på den direkte landbrugsstøtte 1,125 mio. kr., og i tre andre er loftet højere.

I alt ni lande - Irland, Grækenland, Østrig, Polen, Bulgarien, Ungarn, Italien, Belgien og Storbritannien - vil lægge loft over den direkte støtte til landmændene, ifølge de seneste foreløbige oplysninger om gennemførelsen af reformen af EUs fælles landbrugspolitik.

I seks af de ni lande vil den direkte støtte blive begrænset til 150.000 euro, svarende til 1,125 mio. kr., mens tre andre lande sætter et højere maksimumbeløb, skriver Irish Farmers Journal.

Maksimumsbeløbet spænder fra 150.000 euro i Irland, Østrig, Polen, Grækenland og Nordirland, over 300.000 euro i Belgien og Wales, til 500.000 euro i Italien og 600.000 euro i Skotland.

I Storbritannien lægger Nordirland, Wales og Skotland loft over støtten, mens England ikke gør det.

Omkring 15 andre lande, deriblandt Danmark, vil anvende den mindst mulige reduktion, der er på fem procent på støtte over 150.000 euro. Ni lande - hvor Danmark ikke er iblandt - vil trække lønomkostningerne fra, før de skærer i den direkte støtte. Det vil sige, at store landbrug med mange ansatte ikke trækkes i støtten i samme omfang som store landbrug med få ansatte.

Reduktionen af de direkte betalinger forventes at blive på 112 mio. euro pr. år de næste fem år.

Emneord

eu , landbrugsstøtte

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle