Niels Jørgen Pedersen taber kamp om borgmesterpost

Niels Jørgen Pedersen bliver ikke borgmester i Thisted. Venstre peger på Socialdemokratiet i kommunen.

Venstre i Thisted, med L&F-formand Niels Jørgen Pedersen i spidsen, har nu i stedet valgt at pege på en rød borgmester.

Det skriver Nordjyske.

Efter et langt forhandlingsforløb stod det klokken 4.51 i nat fast, at Socialdemokratiets Ulla Vestergaard er ny borgmester i Thisted.

Socialdemokratiet har selv ni mandater, og med seks mandater fra Venstre når konstitueringsgruppen op på 15 mandater ud af de 27 kommunalbestyrelsesmedlemmer.

 

Venstre går ved valget 11,7 procentpoint tilbage til 21,9 procent.

Sidste år valgte Venstre i Thisted at vrage deres borgmester, Lene Kjelgaard, som spidskandidat til valget og i stedet sætte NIels Jørgen Pedersen i spidsen. Lene Kjelgaard skiftede herefter til Konservative. Med hende i spidsen er Konservative gået frem med otte procentpoint til 16,2 procent.

Niels Jørgen Pedersen er blandt andet blevet ramt af kritiske mediehistorier om, at han ansøgte og fik miljøgodkendelse til en stor månegrisstald i Thy. Han valgte senere at trække sig fra månegrisprojektet.

Kort tid inden valget sagde en tidligere redaktør for Radio Limfjord, som ifølge ham sagde jobbet op for at kunne tale frit, at Venstre har forsøgt at true radioen til at bringe færre kritiske historier. Det afviste Niels Jørgensen Pedersen, skriver TV2 Nord.

"Jeg er rigtig, rigtig ked af det. Jeg bryder mig faktisk ikke om at vi skal have den her mudderkastning i en valgkamp. Jeg vil langt hellere diskutere politik", sagde Niels Jørgen Pedersen.

Socialdemokratiet går frem med 4,7 procentpoint og får 34,3 procent af stemmerne og er dermed største parti i kommunen.

Landbrugsavisen.dk har fulgt 25 spidskandidater med landmandsbaggrund. Du kan se vores opdatering på hver enkelt kandidat ved at klikke her.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle